’Tina’: Et funklende portræt af Tina Turner og alt, hvad hun har stået igennem
»Jeg vidste det bare«. »Jeg havde aldrig set noget lignende«. »Hun var noget helt specielt«.
Alle medvirkende fortæller samme historie om Tina Turner i ’Tina’. Den gamle fabel om den kunstner, man bare ved er noget helt særligt uden at kunne sætte en finger på hvorfor.
I dokumentaren får vi selv syn for sagn gennem et hav af optrædener fra Turners årtier lange karriere. Lige fra 50’ernes R&B-scene i St. Louis, hvor det skæbnesvangre parløb med Ike Turner indledes, til 80’erne, hvor Tina genfødes som læderindpakket glamrocker med høj hårpragt efter alle tidens forskrifter. Faktisk følger vi Turner helt frem til i dag, hvor hun som evigt ungdommelig 80-årig er medfortæller af sin egen historie fra sit otium i Zürich af alle steder.
Det lå ellers ikke i kortene, at Tina Turner, eller Anna Mae Bullock, som hun egentlig er døbt, skulle blive til meget, da hun kom til verden i den fattige Memphis-forstad Nutbush, hvor hendes forældre dyrkede bomuld. Men da hun endelig i en alder af 17 år får chancen for at synge for sit idol, Ike Turner, kører stjernetoget alligevel af sted med hende om bord.
Herefter er det voldsomt fascinerende at bevidne ’Tina’s rejse op igennem et hav af ikoniske epoker, hvor tiderne tydeligt skifter for øjnene af os til de udødelige toner af ’Proud Mary’, ’River Deep, Mountain High’ og senere ’Whats Love Got To Do With It’ og ’The Best’. Selv på tværs af nye trends, kostumer, koncertformater og genrer står Tinas ustoppelige entertainergen og talent tydeligt frem.
Det er desværre svært at fortælle historien om Tina Turner uden at inkludere det voldelige ægteskab til Ike Turner. »Ike og Tina Turner« er på sin vis blevet til en popkulturel punchline, der blandt andet er anvendt i utal af rapsange fra de seneste to årtier. Tag bare Jay-Z på ‘Drunk in Love’: »I’m Ike Turner, turn up, baby, no, I don’t play / ‘Now eat the cake, Anna Mae!’/ Said: ’Eat the cake, Anna Mae!’«
Den slags bars virker altså mildest talt absurde, når nutidens Tina Turner i dokumentaren råt for usødet genfortæller, hvordan Ike bag kulissen gennemtævede hende med et skorør og derefter voldtog hende, fordi hun ikke ønskede at turnere umiddelbart efter fødslen af deres første fælles barn, eller hvordan han senere overhældte hende med skoldhed kaffe, mens begge parrets børn overhørte det.
Det er stærke scener, men ’Tina’ og særligt hovedpersonen formår at genfortælle både hustruvolden og en barndom, der var fattig på både penge og kærlighed, så usentimentalt som muligt. Det efterlader på mærkværdig vis mere rum til eftertanke og næsegrus beundring over det fattede kvindemenneske, der nu lever sit bedste liv mange år senere oven på en imponerende karriere både før og efter bruddet med sin overgrebsmand.
’Tina’ lykkedes med at illustrere mediernes skruppelløse gravearbejde ned i de ’slibrige’ detaljer fra livet med Ike Turner, og hvordan end ikke en række tell all-interviews og en selvudleverende biografi kunne tilfredsstille deres behov for at rippe op i det gamle narrativ ved enhver given lejlighed.
Eneste anke ved ’Tina’ er, at fortællingen om Tina Turner som fighteren, der kæmpede sig videre fra opvækstens trange kår og det voldelige ægteskab, ender med at gøre hende til en mere eller mindre modvillig rollemodel. »It’s hard when the worst parts of your life have been an inspiration«, siger Angela Bassett, der portrætterede Turner i filmen ‘What’s love got to do with it’, rammende.
Dermed ender dokumentaren undervejs med at forklejne Tina Turners selvstændige kulturelle betydning som musiker og kunster, og særligt fortællingen om, hvordan hun som midaldrende kvinde lykkedes med at skabe sig en karriere i 80’ernes racistiske, ungdomsfikserede og mandsdominerede musikbranche, er underbelyst.
Ikke desto mindre er ’Tina’ et funklende portræt af en imponerende kvinde, der blev en stjerne mod alle odds af flere omgange. Med hendes egne ord havde hun hverken det rigtige udseende, den rigtige race, det rigtige tøj, den rigtige baggrund eller den rigtige alder, men hun havde det.
Det, som ingen ved, hvad egentlig er, men som man ikke er i tvivl om er der ved dokumentarens ende.
Hun er simply the best!
Kort sagt:
Gennem koncertoptagelser og interviews med både hovedpersonen selv og menneskene omkring hende fortæller ’Tina’ en smuk historie om et kæmpe talent, der måtte overkomme både fattigdom og vold for at blive en velfortjent stjerne.
Anmeldt i forbindelse med CPH:DOX april 2021.