’Den anden side’: Hårrejsende og rørende svensk gyser disker op med nordens mest vellykkede spøgelser
En grædende kvinde går rystende ned af en snæver, faldefærdig trappe. »Kim?« hvisker hun. »Hvor er du?«. Hun leder efter sit barn, og intet kan stoppe hende. Det skulle da lige være naboen.
Selvom det er et stramt og flot anslag, der udspiller sig i de første minutter af ’Den anden side’, er den skæbnesvangre introduktion ikke ligefrem et nytænkende påfund. På overfladen ligner den svenske horrorfornøjelse da også en klassisk gyser, men det er heldigvis ikke så simpelt.
I en lille idyllisk provins i Sverige flytter en sammenbragt familie ind i et hus, der har stået tomt, siden dens forrige beboere forsvandt sporløst. Huset er i fin stand, og ganske billigt, for boligen er et rækkehus, og dens anden halvdel har set bedre dage.
Skimmelsvampsmagneten ved siden af afskrækker dog ikke boreplatformsarbejderen Fredrik (Linus Wahlgren) og hans lille søn Lucas (Eddie Eriksson Dominguez), som er godt tilfredse med deres nye hjem. Lidt mere skeptisk er familiens nyeste tilføjelse, Shirin (Dilan Gwyn), der med ét slag både skal være husejer og papmor på fuldtid.
Som filmens bankende (og snart blødende) hjerte gør Shirin sit bedste for at få tingene til at fungere, når Frederik er ude i Østersøen. Men det er svært at være reservemor, når den bundulykkelige seksårige afprøver grænser og vil have sin ’rigtige’, afdøde mor til at synge godnatsang.
Gwyn (’Dracula Untold’) og åbenbaringen Dominguez spiller flot sammen i lange intense scener, hvor tårerne får frit løb, når den lille vrede gut ikke lægger fingre imellem, og kritikken af Shirins manglende evner som mor kommer for dagen. Som konflikten tager til, forsvinder drengen længere ind i sin fantasiverden. Her har han nemlig fundet sig en usynlig ven, Kim, som altid gerne vil lege.
At lave overbevisende computereffekter og udvikle monstre er aldrig billigt. Langt hen ad vejen gør spillefilmdebutanterne, Tord Danielsson og Oskar Mellander, som både står for manuskript og instruktion, da også fornuftigt brug af klassiske (og billige) tricks.
Hvis håndværket er i orden, kan et budget strække sig langt, især når man som makkerparret forstår at udnytte forvrængede skygger, sparsom belysning og snedig brug af rækkehusets dunkle overetage ved enhver lejlighed. Den gode location tigger nærmest om langtrukne næroptagelser af den stakkels Shirin, der vandrer rundt i huset og forgæves forsøger at få kontakt til Lucas, der efterhånden får sværere og sværere ved at løsrive sig fra Kim.
Men den praktiske, flotte, nærmest spartanske tilgang skal dog vise sig at være en finte i sig selv. For tag ikke fejl: ’Den anden side’ er en vaskeægte skandinavisk creature-feature i bedste Guillermo del Toro-ånd, forklædt som spøgelseshistorie.
Mellander og Danielsson holder igen, men losser virkelig til, når de endelig ruller deres skabninger ud. Og de gør det med en modenhed, som sjældent ses blandt debutanter, der kaster sig ud i noget så specielt som en gyserfilm.
Makkerparret fastslår en elegant stil, hvor manglen på monstre er rigeligt skræmmende. Men så snart man har vænnet sig til de truende kameravinkler og tænker, at den formidable lyssætning med alle de dunkle nuancer uundgåeligt må løbe med prisen for filmens fedeste detalje, rammer computereffekterne som en uforudsigelig boldhammer.
For at fuldende væsenerne ligger ’Twisty’ Troy James krop til de diverse uhyrligheder som en pendant til del Toros altmuligmand Doug Jones. Hans radbrækkede, hypermobile præstation, kombineret med de gennemtænkte skabninger og opfindsom brug af CGI, gør computereffekterne til nogle af de mest vellykkede i skandinavisk genrefilm længe.
Mere imponerende endnu viser effekterne sig som et uundværligt greb i fortællingens klimaks om den lille families loyalitet og Shirins udfordrede moderskab.
Kort sagt:
’Den anden side’ er en overraskende hårrejsende debut, der både byder på solidt svensk filmhåndværk, rørende konflikt og en snedig manifestation af enhver forælders værste mareridt.