’Them’: Ny gyserserie a la Jordan Peele er ond som ind i helvede
Twitter-sfæren var nådesløs i sin dom, da traileren til ’Them’ kom i slutningen af marts.
»Ripoff«, »knockoff« og »copycat« er et udpluk af de gloser, der blev slynget efter den, kronet af kongecitatet: »This feels like someone whos never seen a Jordan Peele movie describing what a Jordan Peele movie is like«.
Men Amazon Prime-serien er alt andet end en vandet udgave af Peeles horror-ouevre udi udforskningen af racisme, og hvad det indebærer at være sort i det moderne USA. Den bygger tværtimod videre på det grundlag, og resultatet er en af de bedste og mest grusomme serier, året kommer til at byde på.
Familien Emory, bestående af parret Livia ’Lucky’ (Deborah Ayorinde) og Henry (Asheley Thomas) samt børnene Ruby (Shahadi Wright Joseph, som også medvirkede i Peeles ’Us’) og Gracie (Melody Hurd), flytter i 1950’erne fra North Carolina til Los Angeles. Nærmere betegnet bydelen Compton, hvis østlige del dengang var et forstadsområde beboet af hvide middelklassefamilier.
Det varme naboskab skal man her lede længe efter, og ført an af den (på overfladen) perfekte husmor fra helvede, Betty Wendell (Alison Pill), bliver tilværelsen fra første dag i kvarteret et mareridt.
Og det i mere end en forstand, for hvert familiemedlem hjemsøges af syner og skikkelser af varierende grad af uhygge. Alle plages de af usikkerhed eller forskellige traumer, der skaber grobund for angst og paranoia, så tvivlen om, hvad der er virkeligt, og hvad der er fantasi, bliver udvisket med metodiske og sadistiske skridt.
Det er en ond serie, skaberen Little Marvin har kreeret. Over ti dage ser vi familien blive udsat for systematisk diskrimination og afskyelig dehumanisering fra det omkringliggende samfund.
Intelligente Ruby bliver udsat for abelyde, da hun svarer på et litteraturspørgsmål i skolen. Kampen for at holde tårerne tilbage mislykkes, og en enkelt hjerteskærende dråbe løber ned ad hendes kind, mens smerten lyser ud af øjnene. Hvis der er noget, en teenager hader, er det at være anderledes i forhold til alle andre.
Henry er krigsveteran, og hans nye job som ingeniør hos en flyfabrikant er grunden til, at de er flyttet, om end det kollegiale miljø heller ikke her er det mest velkomne. »You are a credit Emory, smarts and bravery. Anymore of you hidin’ out there in the bushes?«, spørger hans chef til en firmafest.
Den konstante følelse af at være uvelkommen flyder gennem skærmen og gennemsyrer seerens krop, så man sidder med en konstant kvalm fornemmelse af, at noget er grueligt galt. De små hår rejser sig på armene og i nakken, og frygtcenteret i hjernen går på overarbejde.
Det hjælper ikke at kigge væk, for Mark Korvens gysende score torturerer trommehinderne og ørekanalerne, præcis som han gjorde i Robert Eggers’ ’The Witch og ’The Lighthouse’ samt anden sæson af ’The Terror’. Violinerne sender bølge efter bølge af tinnitus-inducerende toner igennem højtalerne, tiltagende og jagende i intensitet.
Ubehaget hamrer ubarmhjertigt løs fra første minut og helmer ikke, før de sidste rulletekster markerer afslutningen på afsnit 10. Ordene »cat in the bag« vækker her dage efter, jeg har set slutningen, stadig uro i kroppen, og afsnittet, hvor betydningen af dem bliver afsløret (afsnit fem), står som et af de mest ondsindede og nihilistiske afsnit, jeg endnu har set i en tv-serie.
Serien er tænkt som en antologi a la ’American Horror Story’, og denne sæson bærer undertitlen ’Covenent’.
Indikation af en overnaturlig tilstedeværelse er til stede hele vejen, og det minder ikke så lidt om Kubricks mesterværk ’The Shining’, men også den oversete serieperle ‘The Exorcist’ leger med dette greb. Henrys metafysiske samtalepartner, en mand med forvreden og skræmmende blackface-makeup, fodrer hans had og usikkerhed løbende og antydningerne af skyldfølelse fra hans (krigs)fortid ulmer i periferien.
Skuespillet er blændende, og især de to hovedroller Ayorinde og Thomas brillerer. Der er sårbarhed og styrke i alt, hvad de foretager sig, og det samme gælder stjernefrøet Shahadi Wright Joseph, som bliver virkelig interessant at følge. Hun har en Anya Taylor-Joy-beslægtet tilstedeværelse omkring sig.
Mennesker er onde, og ondskaben lurer lige under den perfekte, blankpolerede overflade i Little Marvins billede af USA i 1950e’rne. Spørgsmålet er, hvor meget der egentlig har ændret sig siden.
Anden sæson kan ikke komme hurtigt nok!
Kort sagt:
Amazon Prime-horrorserien om racisme i 1950’ernes USA vækker ubehag fra start til slut.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.