’Hvide Sande’: Kemien mellem Marie Bach Hansen og Carsten Bjørnlund er så tiltalende som nye danske jordbær
Man kan roligt sige, at TV 2’s krimisatsninger har været hit’n’miss de seneste år. Det ene øjeblik gav de os den solide og kompetente ’Norskov’ for det næste at skuffe os med ’DNA’, der på trods af fornem deltagelse af ellers altid seværdige Charlotte Rampling var en forudsigelig fuser.
Som titlen antyder er kanalens nye krimisatsning ’Hvide Sande’ ligesom ’Norskov’ forankret i den jyske mul. På papiret virker den mindre ambitiøs end de to førnævnte titler. Men efter fire afsnit viser det sig at være dens styrke.
De kreative kræfter bag serien er krimiduoen Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich, der sammen opererer under forfatternavnet A.J. Kazinski. Sammen har de flere internationale bestsellere på samvittigheden. ’Hvide Sande’ er deres første forsøg udi tv-formatet, og i stedet for at gabe over for stor en mundfuld står det allerede få minutter inde i første afsnit soleklart, hvad deres agenda er:
At publikum hygger sig.
Vi tjekker ind hos betjenten Helene (Marie Bach Hansen) på arbejde som undercoveragent. Hun er netop ved at føre en lang og følelsesmæssigt krævende opgave til dørs. Det lykkes, men hun er tydeligt påvirket af sagen. Hendes chef, spillet af altid behagelige Bodil Jørgensen, foreslår, at hun ville have godt af en ferie med lidt »hav og sand mellem tæerne«.
Det er dog ikke en traditionel ferie, chefen har i tankerne. Helene sættes nemlig på en opgave i den idylliske vestjyske fiskerby Hvide Sande, hvor alle kender alle, for at opklare mordet på en tysk surfer. En sag politiet har bøvlet med i et år uden held. Med sig på opgaven får Helene den dansk-tyske efterforsker Thomas (Carsten Bjørnlund), som efter sin kones død lever et sorgmodigt liv i Hamburg med sin trofaste labrador retriever, Molly.
Missionen er enkel: Indloger jer i et sommerhus og udgiv jer for at være mand og kone, mens I infiltrerer lokalmiljøet og forsøger at opklare mordet.
Men det er lettere sagt end gjort. For ikke nok med, at flere af fiskerbyens indfødte er mere eller mindre mistroiske over for det nye ’ægtepars’ tilstedeværelse, så udvikler rollespillet som mand og kone sig langsomt, men sikkert, til mere end hvad jobbeskrivelsen afkræver.
Præmissen er sjov, og selvom det er set utallige gange før, at et tilsyneladende umage par viser sig at være lige præcis det, de hver især gik og manglede, så virker det upåklageligt. Ikke mindst fordi det hele er så pokkers charmerende. Kemien mellem Marie Bach Hansen og Carsten Bjørnlund, der tidligere spillede over for hinanden i ’Arvingerne’, er nemlig lige så sød og tiltalende som nye danske jordbær.
Deres relation indbyder til en række humoristiske og hygsomme scenarier, som når de skal øve sig på at kysse autentisk eller improviserende forklare, hvordan det nu lige var, de mødte hinanden. Er man i det kritiske hjørne, kan man argumentere for, at det ikke er særligt professionelt ikke at have styr på sådanne detaljer inden opgavens start. Ligesom det heller ikke virker synderligt begavet at snakke højlydt om hinandens fortid midt i et supermarked fyldt med lokale beboere.
Men man tilgiver det, netop fordi samspillet er så skidegodt.
De fire første afsnit afsøger på ingen måde nye græsgange i krimigenren. Det er derfor ikke i det konkrete opklaringsarbejde eller i mystikken omkring den døde tyske surfer, at lysten til at se videre indfinder sig. I stedet er det største trækplaser karakterernes indbyrdes relationer samt det underlæggende tema om kærlighedens mange bivirkninger. Helene og Thomas’ blomstrende kærlighed er nemlig ikke uden problemer, og begge kæmper de med fortidens svigt. Som den lokale læge (i skikkelse af Camilla Bendix) forklarer det til Thomas: »Hvis Sundhedsstyrelsen fandt ud af, hvor farligt kærlighed var, så ville de forbyde det«.
Netop denne replik virker som et varsel om motivet bag mordet på surferen, som var kærester med den ukronede bykonges (Bjarne Henriksen) datter. Alt peger på en form for jalousidrab. Det vil de efterfølgende afsnit uden tvivl udforske nærmere. Men selvom denne type drab er blandt de mest udbredte i den virkelige verden, så kan man kun håbe på, at historien tager en anden lidt mere uventet drejning.
På et andet punkt ryster ’Hvide Sande’ dog posen. Nordiske krimier forbindes ofte med mørke og melankolske stemninger. Her går serien fuld kontra. Solen står altid højt på himlen, og lydsiden bærer præg af en noget nær konstant fuglekvidder. For slet ikke at tale om Helene og Thomas, som mellem mordopklaringen hygger sig mægtigt med både krydsord, citronmåne og byfester med fadøl og linedance.
Det hele lugter lidt af, at man har villet skabe en levende turistbrochure for netop Hvide Sande. Det bekræftes, når man i rulleteksterne ser, at serien er produceret med støtte fra den lokale turistforening samt lokale hoteller og feriehusudlejere.
Og det virker sgu…
Med de evigt skiftende rejseanbefalinger fra myndighederne og udskudte vaccinationskalendere ser udsigterne til en udenlandsrejse til sommer knap så gode ud. Så hvor skal man så tage hen?
Mord eller ej – den lille by mellem Ringkøbing Fjord og Vesterhavet virker som et oplagt bud.
Kort sagt:
’Hvide Sande’ er på ingen måde en kunstnerisk milepæl i dansk tv-historie, men det er en sand fornøjelse at være med Marie Bach Hansen og Carsten Bjørnlund på morderjagt/ferie i de hyggelige og naturskønne vestjyske omgivelser.
Anmeldt på baggrund af de fire første afsnit.