Howling Bells

En smuk stemme har hun bestemt, Juanita Stein. Som frontfigur i Howling Bells snor hun tråde til PJ Harvey – uden dog at opnå den samme skrøbelighed – og til Alison Mosshart fra The Kills – uden at være nær så rå. Samtidig sniger sig også en del countryinspiration ind med en skøn Martha Wainwright’sk sødme.

Og frontfigur i Howling Bells – det er Juanita Stein. Hun er i centrum, og det er hende, der sørger for at variere udtrykket – med hvisken, falset, kraft, ro eller vrede. Hele tiden er musikken fikseret omkring hendes vokal, lidt som Coldplay kredser om Chris Martin. Det er da også Coldplays producer, Ken Nelson, der har siddet bag knapperne. Noget der tydeligt viser sig i guitarlyden, som desværre til tider minder lige en tand for meget om den efterhånden så velkendte Coldplayske, sprøde lyd.

Howling Bells kommer sandsynligvis aldrig til at bestige samme tinder af massepopularitet som Coldplay, men der er flere hits in spe på debutalbummet. ‘Velvet Girl’ vil gøre sig godt i rotation i æteren, og også ‘Broken Bones’ har et omkvæd, som vil gå lige i maven på alle dem, der elsker en god, gedigen popsang.

Flere numre på albummet virker umiddelbart en anelse ligegyldige og ufarlige, men de vokser sig mere charmerende med tiden og bevæger sig især i kraft af Juanita Steins stemme en tand længere ud i rock-, country- og folk-eksperimenter, end mange andre popgrupper formår. Desuden øges intensiteten på albummet, og det klæder det.