’Sweet Tooth’: Netflix’ fantastisk underholdende eventyrserie går lige i hjertekulen
»Nogle historier starter med begyndelsen«, lyder det fra den gamle fortæller (James Brolin) i slutningen af første afsnit af ’Sweet Tooth’: »Gus’ historie starter her«.
Tiårige Gus (Christian Convery) har boet hele sit liv i Yellowstone National Park sammen med sin far (Will Forte, der kandiderer stærkt til årets sødeste DILF).
Drengen er en såkaldt hybrid, en krydsning mellem menneske og dyr, et fænomen, som dukkede op, samtidig med at en yderst smitsom og dødelig virus henlagde verden i kaos.
Og med hjortegevir og bedårende pelsede ører er det også svært ikke at lægge mærke til, at drengen er noget særligt. Idyllen i skoven, hvor de to har fundet sig til rette, bliver dog smadret, da omverdenen får kendskab til deres eksistens, og hybridkiddet bliver tvunget til at stifte bekendtskab med det postapokalyptiske USA, hvor hans slags er hadet af de fleste.
En stor undtagelse finder han i menneskebjerget Tommy Jeppard (Nonso Anozie), eller Store Mand, som Gus konsekvent kalder ham.
Den tidligere amerikanske fodboldspiller forstår at gebærde sig i landet, hvor han qua sin imponerende fysisk smadrer godt og vel alle, som kommer i vejen eller forsøger at kidnappe den lille knægt under deres søgen efter hans mor, som han aldrig har mødt.
For sin umiddelbare vrangvillighed til trods bliver kæmpen og den lille gut venner. Det er jo ikke helt uventet, men hvor ’Sweet Tooth’ hæver sig over konkurrencen, er i omfavnelsen af eventyrrødderne og den fabelagtig duo i hovedrollerne. Og så er der fortælleren.
På forlæg fra Jeff Lemires’ tegneserie har showrunnners Jim Mickle (’Hap and Leonard’) og Beth Schwartz med første sæson skabt en perle, som kan blive en af de helt store Netflix-titler på linje med ’Stranger Things’, hvis niveauet fortsætter i de kommende sæsoner.
Historien bliver grundlæggende fortalt fra tre perspektiver: Gus og Jeppard, lægen Aditya Singh (Adeel Akhtar), der prøver at gøre alt, hvad han kan for at finde en kur mod pandemien (’Sygen’) og så Aimee (Dania Ramirez), en tidligere terapeut, som efter samfundets nedbrud har fundet sit kald som reservemor for de mange efterladte og forfulgte hybridbørn.
Det dehumaniserende aspekt, hvor børnene er laveste kaste, bliver grummere og grummere, jo længere hen i første sæsons otte afsnit man kommer, og fungerer langt hen ad vejen som en kommentar til de udbredte dyreforsøg og de dertilhørende etiske dilemmaer.
De skrupler har seriens skurke, en flok selvbestaltet frelsere af menneskeheden kaldet De Sidste Mænd – en paramilitær fascistoid gruppe under ledelse af General Steven Abbot (Neil Sandilands) – ikke. Med stort busket skæg, skaldet isse og steam-punk-rød-tintedesolbriller ligner han en ond udgave af Doctor Eggman fra Sonic, men tag ikke fejl. Han er en hensynsløs dræber, som intet problem har med at slagte lige så mange hybridbørn, som det kræver for at finde en kur mod Sygen.
Tredelingen af fortællingen fungerer for det meste fortræffeligt, da vi hurtigere kommer omkring dele af historien, der ellers kun kunne være blevet fortalt igennem uskøn eksposition.
James Brolins fabelagtige alvidende og alfaderlige fortæller beskriver og kommenterer begivenhederne med en sjældent set følsomhed for voice-over-karakterer. Stilen minder om Sam Elliott i ’The Big Lebowski’, men Brolin har en større grad af indlevelse i sin stemmeføring. I et rørende øjeblik lyder det næsten, som om han er ved at knække over i gråd – og jeg måtte selv lige trække vejret dybt.
Der kommer flere tåre-inducerende øjeblikke i ’Sweet Tooth’, primært fra samspillet mellem duoen Lille Mand (Gus) og Store Mand (Jeppard).
Gus er en stærk kandidat til den mest charmerende karakter i serieland lige nu. Hans entusiasme er smittende som ind i helvede, og eftersom han ikke har smagt særlig mange forskellige ting i sit korte liv hidtil, hapser han med glubsk appetit alt, han kan komme i nærheden af. Favoritten er chokoladestangen Choc-Rocket – deraf navnet Sweet Tooth, som er et af Jeppards mange kælenavne for ham. Christian Convery er et fund som hjortedrengen med den søde tand.
Og så er der britiske Nonso Anozie. Hans fremtoning minder en smule om den afdøde Michael Clarke Duncan, en ordentlig kleppert, der kan veksle mellem frygtindgydende og hjertevarm med et enkelt blik eller skulderbevægelse. Hans evne til at ophøje de skrevne ord til brikker i et følelsesmæssigt puslespil er eminent, og forhåbentlig bliver rollen hans store gennembrud.
Når den store mand sidder på en bakke med sin lille ven og gør status over livet, er det svært ikke at blive revet med.
»Jeg har gjort mange ondt, Lille Mand. Som regel med vilje. Af og til vil jeg ikke gøre dem ondt. Jeg tager bare af og til dårlige beslutninger. Men ved du hvad? Du er en af mine gode«.
Kort sagt:
Netflix’ postapokalyptiske eventyr er et charmerende, medrivende og hjertevarmt bekendtskab med en uovertruffen duo i centrum.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.