Efter to album i sorgens kløer omfavner Japanese Breakfast nu livets skønhed på bjergtagende vis
Selv om Michelle Zauner senest udgav et album som Japanese Breakfast helt tilbage i 2017, kan man ikke beskylde hende for at have ligget på den lade side.
Siden da har hun både stået i spidsen for en serie af madprogrammer på YouTube, produceret soundtracket til det kommende computerspil ‘Sable’, udgivet en lille pop-ep med sideprojektet Bumper og skrevet erindringsbogen ‘Crying in H Mart’, der både er blevet en bestseller og nu også står foran en filmatisering.
Midt i denne kreative hvirvelvind har Zauner nu endelig udgivet Japanese Breakfasts tredje album, ’Jubilee’. Men hvor både hendes to første album og ‘Crying in H Mart’ var skrevet fra sorgens inderste landskab og tematisk kredsede om Michelle Zauners forhold til sin mor og morens alt for tidlige død efter en opslidende kamp mod kræft, så har Zauner bebudet, at ‘Jubilee’ i stedet er en hyldest til glæden.
Det tematiske stilskifte kan især høres på albummets begyndelse, hvor åbningsnummeret ‘Paprika’ med marchtrommer og horn nærmest ekstatisk spreder det glade budskab:
»How’s it feel to be at the center of magic / to linger in tones and words?«, synger Zauner og følger det kort efter op med et begejstret: »Oh, it’s a rush!«
En euforisk, triumferende åbning, der prædiker musikkens magi og straks følges op af den 80’er-groovende popbasker af en førstesingle, ‘Be Sweet’, der i en mere retfærdig verden var et kæmpe hit.
‘Jubilee’ er et album, der handler om at finde glæde efter og på trods af sorgen. Men selv om sange som ‘Paprika’ og ‘Be Sweet’ på bombastisk vis lever op til det, så er sorgen, ensomheden og frygten for at miste igen stadig på spil i Zauners skæve og sårbare lyrik.
Tag bare ‘In Hell’, der handler om at aflive et elsket kæledyr, men også om frygten for endnu en gang at miste nogen man elsker: »Hell is finding someone to love / and I can’t see you again«.
Eller den atmosfæriske, længselsfulde og melankolske popsang ‘Posing In Bondage’, som delikat afrunder albummets første halvdel, der smukt erklærer: »When the world divides into two people / those who have felt pain and those who have yet to / and I can’t unsee it although I would like to«.
Men selv når ‘Jubilee’ bevæger sig ind i sorgens knugende domæne, så sker det med et nyfundet klarsyn. På Japanese Breakfasts to første album sang og skrev Michelle Zauner fra et sted inde i en shoegaze-inspireret tåge, der på sin vis smukt symboliserede sorgens altopslugende kaos. Som modsætning fremstår ‘Jubilee’ med en helt anden klarhed, der spejles i en mere ren, sprudlende og opfindsomt varieret produktion.
Det er som om Zauner, nu hvor sorgen ikke længere er helt så omsiggribende, kan begynde at gøre status og se glæden i sit liv på trods af sorgen og tabet. Se at de to følelser ikke udelukker hinanden, men sagtens kan eksistere side om side. Det er ‘Jubilee’ et fornemt eksempel på.
Det er ikke alle sange på albummet, som jeg ville sætte på i deres egen ret. ‘Kokomo, IN’ er rar, men ufarlig, ‘Slide Tackle’ byder på minimalistisk disco og sax, men føles lidt tynd, og ‘Sit’ er tung forvrænget shoegaze, der ikke havde virket fremmed på forgængeren ‘Soft Sounds From Another Planet’, men mest fungerer som et mellemspil, der fragter lytteren fra et sted til et andet. Når albummets sidste tone er overstået, har jeg dog intet problem med at lytte det igennem endnu en gang med det samme. Fra start til slut.
Det skyldes ikke mindst, at albummets sekvensering er smukt orkestreret, så der hele tiden er variation, og det næste musikalske højdepunkt hele tiden venter lige om hjørnet.
I LP’ernes tid – og den er vel egentlig vendt tilbage efterhånden – snakkede man om, at hver side på pladen skulle ende med en vaskeægte showstopper. En sang, der i særlig grad fanger og fastholder lytterens opmærksomhed. Det gør Japanese Breakfast også på ‘Jubilee’ med to betagende eksempler på netop det.
Den fantastiske ‘Posing In Bondage’ lukker således albummets første halvdel, mens den (næsten) lige så fremragende ‘Posing For Cars’ får lov til stille at bygge sig op, inden Michelle Zauner lukker albummet med en tre-fire-minutter lang guitarsolo, der gør op for manglen på teknisk guitarsnilde med ren og skær følelse. En guitarsolo, der taler til lytteren, efter alle ord er sagt, og er sorgfuld og lykkeligt triumferende på én og samme tid. Præcis som det album, den sætter et punktum for.
Kort sagt:
Efter to album sunget fra sorgens forvrængede tåger viser Japanese Breakfasts Michelle Zauner en nyfunden klarhed på sit tredje album. ‘Jubilee’ er en hyldest til livets skønhed og viser samtidig, at sorg og glæde sagtens kan eksistere side om side.