Ryan Adams

Egentlig burde man være dødtræt af Ryan Adams. Ikke nok med at dette er hans ottende album på knap seks år, det er også hans tredje fuldlængde udspil alene i år. Så skal man altså have det musikalske kram i orden, før folk frivilligt lægger den plovmand, det koster at holde sig ajour med, hvad den amerikanske singer/songwriter går og foretager sig i studiet. Men det er netop, hvad Ryan Adams har, altså krammet i orden, og med ’29’ føjer han endnu et fremragende og forunderligt kapitel til sin rejse rundt i den amerikanske musikhistorie, som tidligere har budt på country, pop, soul og ægte rock’n’roll.

Denne gang er det en afpillet og afdæmpet alt.country med bedrøvede klaverfigurer, der har optaget den 31-årige Adams. Vi er til en smuk stilletime på sange som ‘Blue Sky Blues’ og ‘Voices’, der maner til eftertanke inde under vinterfrakken med sarte pianostrofer og bløde violintoner, mens Adams mindes sit hektiske og følelsesladet liv i 20’erne.

Finten er imidlertid, at det aldrig når at svømme hen i for meget dybsindig drøvtyggeri, takket være et par rigtige hillbilly-numre som titelnummeret og ikke mindst ‘The Sadness’, der nærmest er ren spaghettiwestern med en hidsig flamenco lurende under overfladen. Her får den på én gang dramatiske og underholdende Ryan Adams lov at udfolde sig, så det er en fryd at lægge ører til.

Modsat de to tidligere album fra i år, ‘Cold Roses’ og ‘Jacksonville City Nights’, er ’29’ blevet til uden Adams’ normale hus-orkester The Cardinals, og det må derfor i den grad tilskrives hans egen præstation, at albummet lykkes så godt, som det gør.