The Pushtwangers

De svenske garage-rockere forsøger med en ny udgivelse at give kunstigt åndedræt til en karriere, der sluttede brat i 1990. Da måtte bandet efter eget udsagn en tur på rehab efter en intens tour – en historie, de sikkert håber, kan spinde et net af rockstjerneatmosfære om dem.

Men lad det være sagt med det samme: The Pushtwangers burde have sat sig godt til rette i lænestolen, fundet fotoalbummet frem og levet videre på minderne om deres storhedstid i 80’erne. For nok brænder musikerne af umiddelbar spilleglæde, men det er sandsynligvis snarere til høstbal i Auning end på Orange Scene, at bandet i dag vil kunne spille op til dans.

Værst er de banale tekster a la “She’s deaf / she’s blind / but I don’t mind”, som i selskab med albumtitel og cover rammer bunden med et hult drøn. Men slem er også Anders “Nome” Normans tynde vokal, som han prøver at redde med kiksede referencer til Monster Magnet og Sex Pistols.

Guitarerne – underbygget af masser af orgel og kor – arbejder ihærdigt på at leve op til The Hellacopters’ energi, men arrangementerne forbliver i sidste ende en tand for trivielle og fortærskede. I det hele taget er numrene temmelig uoriginale, og man savner en sprudlende, rå guitarsolo, der sparker røv.