Madonna

Dele af videnskaben og filosofien arbejder ud fra tesen om, at alting gentager sig. At livets bestanddele ud- og afvikler sig i store, cirkulære bevægelser og med tiden bider sig selv i halen og starter forfra. Betragter man Madonnas karriere, er der noget, der tyder på det. For selv om hun gennem de sidste ti år har skiftet personligt udtryk med samme hyppighed som undertøj og strømper, er hun nu endt nogenlunde, hvor hun startede. På alle fire med røven strittende lige i vejret.

Væk er den ironiske tone fra ‘Music’, pist borte er den sofistikerede
tankevirksomhed fra ‘Ray of Light’, tilbage er kun en aldrende popdronning, der i mangel på friske horisonter søger tilbage til sit allerførste kongerige – det ukomplicerede dansegulv. Dér hvor en solid, ensporet rytme kombineret med en velkendt sample i princippet er tilstrækkeligt.

Men selv om hun betræder hjemmebanen med både sikre og energiske skridt og endnu en gang beviser, at alder trods alt ingen hindring er, så er det uhyggeligt, så lidt hun udfordrer sig selv. Nok er det svært at holde kroppen i ro, når beatet pumper, kvinden skråler, og elektronikken slår gnister, men 90 procent af dette album er simpelthen parat til at drukne i den store, mørke mainstream. End ikke Abba-samples eller hjælp fra den ellers nogenlunde progressive Stuart Price aka. Les Rythmes Digitales ændrer på dette.

Hvor blev den provokerende kvinde af? Hende der kunne få både natten og samfundets pis til at koge over med sine målrettede torpedobryster? Hun går vist derhjemme og vrider hænder, ræd for at miste kunderne til tidens hastighed og tøser som Gwen Stefani.