Mi And L’au

Tja. Omstændighederne omkring duoen Mi And L’au kan ikke klandres for at mangle hverken eventyr eller underfundighed. Paris udgjorde rammerne for deres møde, hvor finnen Mi dengang arbejde som model, og hvor L’au var engageret i den franske musikindustri. Sidenhen valgte de at isolere sig i tosomhed i de langstrakte, finske skove, hvor de nu bor i en hytte. Hermed var næsten alt lagt til rette for at udforske det musikalske univers i dybden helt uforstyrret af den resterende verdens daglige trummerum.

Hvor meget jeg end gerne vil, er det dog svært at finde lyspunkter ved ‘Mi And L’au’ ud over disse omstændigheder. Musikalsk er deres selvbetitlede debut overraskende blodfattig med en for høj koncentration af tåkrummende indslag, som når L’au bryder ud i solosang, og en alt for lav forekomst af gode melodier.

Bevares, hyggeligt er det med et indblik i utraditionelt, finsk hytteliv, men jeg savner relevans og vedkommenhed i udspillet. Med deres afsæt i nedbarberet lo-fi folk, har man næsten automatisk skyhøje forventninger, da det er en genre, hvor nogle af dens eksponenter, som Bonnie ‘Prince’ Billy, Devendra Banhart og Faith & Disease har yndet at kæle for lytterens ører i overdådig grad. Måske siger denne anmeldelse egentlig mere om, hvor musikalsk forkælet man efterhånden er blevet fra den side…