Rev Run

Det er efterhånden længe siden, at supergruppen Run-DMC iført sorte bowlerhatte, guldkæder og Adidas-støvler for alvor satte Hollis og hiphop på det musikalske verdenskort.

På coveret til sin sene solodebut er gruppens ene vokale halvdel, Run, stadig iført den karakteristiske hovedbeklædning. Og det er på mange måder sigende for en plade, der med imponerende sikkerhed opdaterer supergruppens udtryk, men desværre heller ikke rigtig formår at ryste sin egen fortid af sig og slå sin egen relevans fast.

Run er siden sidst blevet præst og har tilføjet ‘Rev’ til sit kunstnernavn. Men præstegerningen har, som man ellers kunne frygte, hverken taget pusten eller nerven fra ham. Det velkendte simple, men sikre flow med konstant tryk på liniens sidste stavelse er knivskarpt og intenst og virker nærmest ekstra tunet til lejligheden. Det kikser kun på den ellers velfungerende “Home sweet home”, hvor vokalen af uvisse årsager lyder irriterende anstrengt.
Whiteboys produktioner formår på effektiv og vellydende vis at også videreføre udtrykket fra RUN-DMC uden at kopiere. De tunge rockguitarer på førstesinglen “Mind on the road” og det tunge breakbeat på “Boom ditty” slår stilen fast.

Der er derfor intet at sætte på arbejdsindsatsen. Men når benovelsen over det høje niveau (hos den ‘gamle’ mand) har lagt sig, bliver pladen også svær at forholde sig til. Med sit old school udtryk og utallige referencer til RUN-DMC, tydeligst i titlen på åbningsnummeret “I used to think I was RUN”, fremstår den som et mærkværdigt musikalsk levn fra en svunden tid, og det er svært helt at greje RUNs kunstneriske ambitioner og ide med pladen. Det bliver ikke nemmere af at kun ét nummer når over to og et halvt minuts spillelængde.

“Distortion” er et imponerende udført, men underligt timet comeback. Med det sagt er der ingen tvivl om, at RUN som rappende præst må have et nærmest guddommeligt kort på hånden til kommende ungdomsgudstjenester. Der er måske snarere der, hans fremtid ligger.