Halsey har afsløret både udgivelsesdato samt cover til sit kommende album, og ‘If I Can’t Have Love, I Want Power’ er hermed sat til at udkomme 27. august.
Albummet er produceret af det Oscar-vindende makkerpar Trenz Reznor og Atticus Ross, der har vundet statuetter for deres soundtracks til både ‘The Social Network’ og ‘Soul’ – men de laver selvfølgelig meget andet end filmmusik.
Sammen med udgivelsesdatoen har Halsey også delt albumcoveret, der ifølge en ledsagende tekst på Instagram »fejrer gravide og postpartum kroppe som noget smukt, der skal beundres«.
»Dette album er et konceptalbum omkring glæden og rædslerne ved graviditet og fødsel. Det var meget vigtigt for mig, at coveret udtrykte følelsen af min rejse over de seneste måneder«, skriver Halsey, der i januar afslørede sin egen graviditet.
»Vi har lang vej igen med af udslette de sociale stigma omkring kroppe og amning. Jeg håber, at det her kan være et skridt i den rigtige retning«.
Det nye albumcover blev afsløret i en kortfilm optaget på Metropolitan Museum of Art i New York.
‘If I Can’t Have Love, I Want Power’ bliver Halseys fjerde album. Det følger efter ‘Manic’ fra 2020.