‘Manic’: Halsey vil bare gerne have, du kan lide hende, som hun er
Da Halsey annoncerede ’Manic’ tilbage i september, var det blandt andet med en kryptisk livestream, hvor man på imponerende vis kunne bevidne, hvordan den 25-årige sanger over syv timer malede et farverigt selvportræt, der også udgør albummets artwork. På den måde fik den amerikanske popstjerne i den grad sat (billed)rammen for et album, der tydeligt insisterer på at opfatte sig selv som kunst trods sin utvivlsomme mainstreamappel – og samtidig udforsker den ’rigtige’ person bag kunstnernavnet, nemlig Ashley Frangipane, for hvem Halsey altså både er et anagram og alter ego.
Det slås fast allerede fra ’Manic’s åbner, der slet og ret har fået titlen ’Ashley’. Her synger Halsey meget rammende »I’m bursting out of myself«, som om hun nu kan træde ud af den begrænsende illusion, hun ellers selv har kreeret på sine to forrige album, der begge var bygget op omkring konstruerede koncepter om Americana-dystopi og dyster Shakespeare. Nummeret i sig selv er en synthtung, r’n’b-influeret introduktion til et album, der dog kommer vidt omkring i et hav af forskellige genrer, referencer og sindsstemninger i løbet af dets 16 tracks.
Den eklektiske stemning harmonerer fint med Halseys egen udlægning af albummet, da hun sidste år fortalte Rolling Stone, at ’Manic’ er »bogstavelig talt alt det lort, jeg følte for at lave; der var ingen grund til, at jeg ikke kunne lave det hele«.
Og det må man sige, hun har gjort – ud over de mere eller mindre klassiske popsange, som allerede har gået deres sejrsgang på hitlisterne i form af ’Graveyard’ og ’Without Me’, får vi også melankolsk vals på den søde ’Clementine’, rendyrket country på ’You Should Be Sad’ og ’Manic’s eneste rigtige kærlighedssang, ’Finally’. Hertil et K-pop rapvers fra BTS-medlemmet Suga, autotunet Alanis Morrissette samt filmcitater fra både ’Evigt solskin i et pletfrit sind’ og den måske/måske ikke feministiske splattergyser ’Jennifer’s Body’ med en mandeædende Megan Fox i titelrollen – og det blot for at nævne et udpluk af ingredienserne i den smeltedigel, der udgør ’Manic’.
Det siger næsten sig selv, at den mængde af input ikke nødvendigvis er garant for det mest sammenhængende og konsistente popalbum nogensinde. Men selv om det altså langt fra er alle Halseys eksperimenter, der er lige vellykkede, så er det faktisk netop, når hun tør lege med grænselandet mellem mainstreampop og alternative eksperimenter, at ’Manic’ demonstrerer sit største potentiale.
Den seneste single, ’You Should Be Sad’, vil for eksempel uden tvivl dele vandene med sin noget nær perfekte efterligning af en country-confessional, som på kalkuleret vis vil gøre sig godt på både Billboards Hot 100 og Hot Country-liste. Men trods fjollede tekstlinjer som »I’m so glad I never ever had a baby with you«, har jeg personligt måttet overgive mig til den ekstremt catchy og sassy melodi. Undervejs får det et skud dyster tyngde af en herlig distorted slideguitar – en effekt, som nok næppe ville passe ind hverken hos ’de rigtige’ country-divaer som Carrie Underwood og Shania Twain eller i rendyrket pop, men som trives lige præcis her i Halseys fusionsunivers.
På samme måde er det de små detaljer, der gør forskellen, når linjen »I don’t need anyone / I just need everyone and then some« på demonstrativ vis råbes i baggrunden på ’Clementine’, eller når ’Forever’ uventet udvikler sig fra et smukt klavermellemspil til en forvrænget og fragmentarisk coda, hvor Halsey proklamerer: »I could never hold a perfect thing and not demolish it«.
Og gudskelov for Halseys destruktive tendenser, for ’Manic’ ville altså være lidt kedeligt uden dem. Den intetsigende ’I Hate Everybody’ er som en fondantovertrukket emodrøm uden det mindste gran af selvironi, komplet med plukkede strygere, klokkespil og lommefilosofiske tekster som »I just keep saying I hate everybody / but maybe i don’t«. Den efterfølges desværre af den overgearede rocksang anno 1995 ’3AM’, som vist nok handler om, hvordan internettet kan være din ven, når den virkelige verden bliver for hård.
Hertil er der generelt skruet lige en tand for højt op for klokkespillet på ’Manic’. Det lille nuttede instrument optræder virkelig mange gange i produktionen, og ofte bliver det en markør for noget artsy, som i løbet af albummet ender med at føles overbrugt og letkøbt. Man kan godt lave kunstnerisk pop uden at være påtaget quirky.
’Manic’ er – trods sine enkelte lavpunkter og et par forglemmelige fyldsange – et vellykket selvportræt af en kunstner, der efter flere år som hamskifter først nu er ved at finde sig selv – uanset hvor kompliceret og sammensat, det selv så er.
Halsey går således både på opdagelse i den urokkelige selvtillid og de usikre pleasertendenser, som så mange af os sikkert kan genkende fra os selv, og på mange måder er albummets røde tråd da også behovet for at blive set og elsket, som den man er – både af sig selv og andre. Vi vil jo allesammen bare gerne have, at folk kan lide os. Og efter ’Manic’ kan jeg egentlig meget godt lide Halsey.
Kort sagt:
Det er når Halsey tør lege med grænselandet mellem mainstreampop og alternative eksperimenter, at ’Manic’ demonstrerer sit største potentiale.