‘Kammerater!’: Ruslands Oscar-kandidat udstiller effektivt volden i egen baghave
I begyndelsen af den russiske film ‘Kammerater!’ vågner en kvinde i sengen, hun deler med sin elsker. Hun står op, konverserer med manden, først om almindeligheder, snart ophidset om politik.
Gennem scenen ser man hende samtidig klæde sig på, en proces, hvor hun afslører dele af sin nøgne krop, først i selve billedet, derpå – og mere interessant – som spejlrefleksion. Kvindens konsekvente tilstedeværelse i billedet er sigende.
Ludmila (Julia Vysotskaya), som hun hedder, vil i resten af filmen blive tvunget til erkendelser, der radikalt ændrer hendes selvbillede, også på trods af hendes modstand. Hun undslipper aldrig sin blottede tilstand.
Ludmilas personlige drama udspiller sig i forbindelse med et stort politisk drama, nærmere bestemt den historiske massakre på demonstranter i byen Novocherkassk i 1962, der først blev offentlig kendt i 1990’erne, efter Sovjetunionens kollaps. ‘Kammerater!’, der er instrueret af den russiske veteran Andrei Konchalovskiy, dramatiserer forløbet omkring massakren og formår med gennemspilningen af den konkrete hændelse at realisere sit generelle ærinde: afdækningen af det totalitære Sovjetunionens sande væsen.
Det er en så beskæmmende sandhed, siger filmen, at selv repræsentanterne for det kommunistiske system må rystes i deres tro, når de personligt erfarer systemet gennem dets praktiske udfoldelse. Således møder vi først Ludmila, medlem af bykomitéen i Novocherkassk, som et dybt indlejret subjekt for det kommunistiske parti, der imidlertid forvandles til objekt for partiet og dets metoder, da hendes progressive datter (Julia Burova) forsvinder i forbindelse med massakren på den lokale lokomotivfabrik.
At volden foregår internt, er symptomatisk for den sovjetiske krise, filmen skildrer. Strejken og demonstrationerne på fabrikken er reelt en arbejderopstand som reaktion mod nye prisstigninger i en i forvejen dybt hærget økonomi og således et problematisk paradoks for en stat, der skal forestille at udgå fra idealet om arbejderen.
Det ved kommunisterne, hvorfor demonstrationerne hurtigt mobiliserer hele partiapparatet, der i den forbindelse afslører sin totalitarisme. Man lukker for kommunikationskanalerne, isolerer byen, dræber adskillige demonstranter, indhenter efterfølgende tavshedserklæringer og lægger ny asfalt, så blodet ikke kan bevidne hændelsen. Det er altså befolkningen, der er blevet fjenden i en stat, hvis forfatning ellers siger, at man ikke må åbne ild mod folket.
Dermed kulminerer den tvivl om det kommunistiske projekt, man fornemmer Ludmila har båret på længe, en tvivl, der har fået hende til at længes stærkt mod Stalin-tiden, hvor – som hun desperat siger – man vidste, hvem der var de gode, og hvem der var de onde. Men i det aktuelle Sovjet er helte- og fjendebillederne mudrede, hvilket også omfatter Stalin.
Den siddende sovjetiske leder, Nikita Khrusjtjov, fjernede Stalin fra mausoleet, blotlagde hans forbrydelser, og angreb således en forestilling om sovjetisk stolthed og uskyld, hvilket Ludmila foragter ham for. Måske mest af alt fordi det indstiftede den tvivl, hun har forsøgt at undertrykke, men som kun er taget til i styrke og nu ikke længere kan afvises. Som hendes aldrende far (Sergej Erlish) prøver at fortælle hende: Sovjetunionen har altid været afhængig af vold mod egne indbyggere for at opretholde regimet.
I sin udlægning af afstanden mellem de kommunistiske idealer og realiteter har Konchalovskiy en tendens til at overdrive sine pointer. Det bedste eksempel er under massakren, hvor man inde fra en bygning hører statsradioen spille arbejderromantiske sange, mens man gennem en rude ser statens vold udfolde sig kaotisk på demonstranterne. Det er en alt for oplagt og ivrig modstilling, der unødvendigt minder om, at der sidder en styrende hånd bag en film, der ellers udmærker sig ved sin naturalisme.
Det indebærer en udpræget sans for at genskabe illusionen om at overvære 1960’erne, hvilket understøttes af Konchalovskiys tendens til at opsøge indstillinger, der ikke kun tjener dramaturgiske og psykologiske formål, men netop forstærker fornemmelsen for de rum og den tid, karaktererne indgår i.
På den måde opnår ‘Kammerater!’ ikke kun ideologisk, men også æstetisk værdi.
Kort sagt:
Ved at genfortælle historien om massakren på demonstranter i byen Novocherkassk i 1962 frembringer den russiske film ‘Kammerater!’ et overbevisende portræt af, hvordan Sovjetunionen var afhængig af vold mod egne indbyggere for at bevare kontrollen over sit regime.