Bettye LaVette

Smertefuld soul, bister blues og festlig funk. Den 59-årige soulsangerinde Bettye LaVette bringer på ‘I’ve Got My Own Hell to Raise’ nye genrer i spil, når hun fortolker ti numre af store, kvindelige sangskrivere – lige fra Dolly Parton til Rosanne Cash.

Alle numrene bliver præget af en 60’er-agtig, sprød lyd, og LaVettes stemme er fremstillet nøgen og rå i en lækker produktion. Stemmen er så hæs og kraftfuld, at den kommer op på siden af Aretha Franklins og skyder sig langt forbi Tina Turners og Macy Grays.

De bedste sange er de enkle og stille, såsom ‘Just Say So’, hvor divaens stemme virkelig kommer til sin ret, enkelt og roligt bakket op af en akustisk guitar. Også Joan Armatradings ‘Down to Zero’ bliver i LaVettes fortolkning en skøn popsang. Aimee Manns ‘How am I Different’ tilføjes lidt reggae-rytmer, hvilket faktisk giver en ny kant til nummeret, og i Fiona Apples ‘Sleep to Dream’ har LaVettes stemme et djævelsk, dystert touch, som krydrer teksten om det private helvede.

Men så er det også slut med de pæne ord. For når man nærmest håbefuldt forventer at blive trukket ned i et kildrende rædselsfuldt helvede af ødelagte følelser og bristede forventninger, ender man alligevel med at stå og glo på den fredelige overflade. Bettye LaVette formår desværre aldrig rigtig at hive os helt derned, hvor det virkelig gør ondt. Det er sange fra helvede, som alligevel forbliver en tand for harmløse.