Da nyere tids største seriefænomen ‘Game of Thrones’ sluttede tilbage i 2019, bekræftede Kit Haringtons repræsentanter, at Jon Snow-skuespilleren var tjekket ind på et opholdssted på grund af personlige problemer. I et nyt interview åbner Harington nu lidt mere op om den svære periode i sit liv, han nu synes at være kommet over.
»Jeg gennemgik nogle problemer med det psykiske helbred efter ‘Thrones’ – og mod slutningen af ‘Thrones’ for at være ærlig«, fortæller Harington i nyeste afsnit af radioprogrammet ‘The Jess Cagle Show’. »Jeg tog en pause efter ‘Thrones’. Jeg vil ikke arbejde i et år, jeg ville virkelig koncentrere mig om mig selv. Jeg er rigtig glad for, at jeg gjorde det«.
I interviewet fortæller Harington desuden, at han tror, de mentale udfordringer »direkte havde noget at gøre med seriens natur, og at jeg havde gjort det i årevis«.
Med »natur« referer Harington måske til seriens størrelse og massive popularitet, der særligt tærede på ham efter Jon Snows død i sæson 5. Det kan også være i forhold til de mange års hårde arbejde, som optagelserne af den storladne serie krævede. I hvert fald kommer udtalelsen i forbindelse med en sammenligning af hans nylige rolle i et enkelt afsnit af antologiserien ‘Modern Love’.
»At lave det her ‘Modern Love’-afsnit handlede om, at jeg man ikke behøver leve i den intense tilstand hele tiden«, fortæller han. »Hvorfor laver jeg ikke bare noget, som fjerner vægten fra skuldrene? Hvorfor laver jeg ikke bare noget sjovt? Det var en del af min tankegang«.
Til november er Kit Harington tilbage på en noget større produktion, når han kan opleves i Marvel-filmen ‘Eternals’.
Se en bid af interviewet i videoen herunder.