’The Man Who Sold His Skin’: En syrisk flygtning forvandles til kunstværk i Oscar-nomineret film
I en togkupé i Syrien sidder et forelsket ungt par. Sam Ali og Abeer er fulde af forsigtige, men håbefulde kærlighedserklæringer. I sin kærlighedsrus lader Ali sig rive med og ytrer sig om frihed og revolution. Passagerer i kupéen stemmer i, én indvilger endda i at ægte det unge par i en symbolsk ceremoni, og alt bobler af lykke.
Men den ophører brat i Kaouther Ben Hanias tunesiske film, som var nomineret til en Oscar sammen med ’Druk’ sidste år, da Sam Ali pludselig er havnet i arresten. Hans flygtige omtale af revolution har fundet vej til de forkerte. Han må forlade det borgerkrigshærgede hjemland, hvor ISIS strammer grebet. Han flygter til Beirut, hvor han lever et sparsomt liv og længes efter Abeer, som i mellemtiden har giftet sig med en anden og er rejst til Bruxelles.
Da Sam og hans sambo er på et af deres sædvanlige receptionsrov, hvor de sniger sig ind for at hamstre gratis mad, møder han den store samtidskunstner Jeffrey Godefroi. Med løftet om en fribillet til Belgien og friheden til at rejse, hvorhen han ønsker, fremlægger kunstneren et tilbud, Sam Ali ikke kan takke nej til:
Sams ryg skal være lærred for et visum, og med det skal han udstilles på diverse kunstinstitutioner. Som betaling får han muligheden for at rejse frit.
Verden får først øjnene op for Sam Ali, da han bliver til en vare, og det er som et værdifuldt kunstværk, at han får en frihed, som han ikke før har haft. I stedet bliver han en slave af et paradoksalt og samfundskritisk kunstprojekt, som kunstneren Jeffrey proklamerer, mens han fremviser sit nye levende værk. Fra uønsket syrer til en værdifuld kunstgenstand, en beslaglagt krop.
Sam Ali indlogeres på et luksuriøst værelse på et femstjernet hotel med adgang til alt, hvad hans hjerte måtte begære. Alt imens han langsomt udhules mere og mere i det fængsel, hans krop er blevet. Der tolereres ingen bevægelse og ingen reaktioner, når han sidder på sin plads i spotlyset.
Selvfølelse og værdighed suges ud af ham, som han skødesløst flyttes rundt fra den ene virkelighedsfjerne kunstsamler til den næste. Uundgåeligt opsluges han af kunstværket og bliver den skal, verden ser ham som.
Filmens dystre leg med, at menneskets værdi er bestemt af markedet, er interessant. Mens mere eller mindre værdifulde varer let kan flyttes over landegrænser, benægtes den syriske flygtning samme bevægelsesfrihed. Først da han bliver en vare, vandrer hele verdens øjne mod hans krop. Og kun i trygge rammer og som publikum kan vi forholde os til verdens ulighed og flygtningekrisens ubehageligheder, i sikker og afmærket afstand.
Gennem scener prydet af vulgær ekstravagance, der efterlader kvalmende fornemmelser, udstiller filmen en umenneskelig verden. I de futuristiske kunsthaller, med prætentiøse og nedladende kunstsamlere, brygger filmen satire på en korrumperet og manipulerende kunstnerisk elite.
Skype-opkaldene med familien sætter gang i en pinefuld hjemve, der trods alt får en krog i mennesket bag skallen. Og længslen efter det krigshærgede hjemland stiller spørgsmålet om, hvem det i grunden er værst at være underlagt – grådige kapitalister eller religiøse ekstremister?
Problemet med at bruge kroppen som kunstværk er, at kroppen kan forandre sig, og den kan protestere. Den uregerlige krop og dens uforudsigelighed er en truende faktor for de etablerede kunstinstitutioner. Som de to store bumser, der toner tydeligt frem på Sam Alis ryg, midt i selve kunstværket.
Bumserne inspiceres nøje på en operationsstue af to mænd i kitler som en fremmed, smitsom sygdom. I et nært skud i slowmotion ser vi bumsen blive presset, så den betændte væske løber ud på den tatoverede ryg, akkompagneret af storladen opera. Et komisk optrin, som understreger absurditeten i hele sceneriet og udstiller det fremmedgjorte forhold til mennesket i værket.
Det er ikke blot overfladiske udbrud, der gør arbejdet med Sam Alis krop vanskelig. Mens han lader sig flytte rundt som et indrammet kunstværk, lige så lidt levende som de tableauer, der hænger omkring ham, vokser en boblende vrede.
Filmen balancerer sikkert mellem de komiske absurditeter og et kropsligt ubehag over den voksende fremmedgørelse over for mennesker. Den er larmende aktuel, og selvom fortællingen tenderer det spekulative, tegner den et stærkt billede af en skræmmende nær-dystopi.
Kort sagt:
Fortællingen om den følsomme syriske flygtning Sam Ali, som underlægger sin sårbare hud en kunstner med grænsesøgende storhedsvanvid, har tankevækkende samfundskritik på hjerte.