’Quo vadis, Aida?’: ’Druk’s nærmeste Oscar-konkurrent er et dybt skrækindjagende drama
Henrettelserne af 8.373 bosniske muslimske mænd og drenge i Srebrenica i juli 1995 udgjorde den største massakre i Europa siden Anden Verdenskrig og blev en skamplet på FN, hvis hollandske fredsbevarende styrker så passivt og magtesløst til, mens serbiske soldater indtog den såkaldte sikre zone og læssede civile op i busser.
Hvordan en tragedie af den kaliber kunne foregå for øjnene af verdenssamfundet, er et spørgsmål, der føles ekstra presserende i disse dage, hvor Vesten har overladt afghanerne til en uvis skæbne under Taleban.
Den bosniske instruktør Jasmila Žbanić giver med dramaet ‘Quo vadis, Aida’?, der var hovedkonkurrent til ‘Druk’ i dysten om en Oscar for bedste internationale film, om ikke en forklaring så i hvert fald en øget forståelse for det sikkerhedspolitiske kollaps.
Den nervepirrende, skrækindjagende og dybt humanistiske film skildrer dog først og fremmest, hvordan det føles at stå midt i det livstruende kaos. Ved at følge FN-tolken Aida (en fantastisk Jasna Duric) tæt gennem det intense døgns tid, der ledte op til folkemordet, lykkes filmen forbilledligt med at fortælle den store historie gennem den personlige.
Aida er den perfekte hovedperson, fordi hun repræsenterer to sider af konflikten: Som ansat i FN har hun adgang til særlige privilegier og viden. Men som hustru og mor, der er begrundet rædselsslagen for sin mand og to voksne sønners skæbne, er hun ikke hævet over sine medborgere uden for FN-basens mure. Derfor kæmper hun med næb og kløer for at beskytte sin familie og tigger og beder sine overordnede om at lukke dem ind i sikkerhed. Men hvis de får særbehandling, hvad så med de tusinder andre mennesker i samme situation, spørger både FN-officererne og filmen.
I en tidlig scene kravler Aida op på taget for at finde sin familie i menneskemængden uden for hegnet, og synet af den kæmpe horde af desperate mennesker er overvældende og desillusionerende. Fuck, tænker man bare, hvad skal der ske med alle de mennesker? Det samme tænker Aida, der bliver konfronteret med yderligere moralske dilemmaer, da hendes overordnede beder hende oversætte beskeder, der tydeligvis ikke fortæller hendes medborgere hele sandheden.
Fotograf Christine A. Maies håndholdte kamera holder sig tæt på Aida i de lange scener, der vækker mindelser om klaustrofobien, autenticiteten og intensiteten i ‘Son of Saul’. Hun fanger både de summende menneskemængder og sigende detaljer som hænder, der holder rystende på en cigaret. Og ikke mindst Jasna Durics ansigt, som underspillet formidler Aidas stigende desperation og opløsning.
Trods sit tætte portræt af Aida har Žbanić stadig blik for det store politiske billede og tegner skarpe portrætter af en række nøglepersoner:
Den hollandske FN-øverstbefalende Oberst Karremans (Johan Heldenbergh) og hans næstkommanderende Major Franken (Raymond Thiry), der nægter at indrømme deres fallit og er så regelbundne, at det nærmer sig moralsk afstumpethed. Og den uhyggelige, indsmigrende og selvfede serbiske generaloberst Ratko Mladic (Boris Isaković), der bliver fulgt rundt af en kameramand, deler Toblerone ud til børnene og forsikrer familierne om, at de er i trygge hænder.
Selvom man ved, hvor det bærer hen, håber man til det sidste på en lykkelig slutning for det bosniske folk. Og fordi man er så tæt på Aida, der nærer tillid til FN som beskytter, tror man næsten på det.
Håbet og den thrilleragtige spænding gør filmen udholdelig. Indtil den usentimentalt knuser dit hjerte og tro på menneskeheden.
Kort sagt:
Det bosniske Oscar-nominerede drama ‘Quo vadis, Aida?’ drama er en hårrejsende og hjerteskærende skildring af håb, frygt, desperation og politisk kollaps under begivenhederne, der ledte op til folkemordet i Srebrenica i 1995.