Phosphorescent ‘Muchacho’

Den sidste håndfuld år har Phosphorescent alias Matthew Houck gravet sig dybere og dybere ned i country-støvet, først med Willie Nelson-hyldesten ‘To Willie’ og siden med det selvskrevne album ‘Here’s To Taking It Easy’. Med ‘Muchacho’ rider han videre ud mod horisonten, men albummet er også lyden af en dovenlars, der absolut ikke mener, han har noget at bevise.

Problemet er bare, at det har han. For albummet føles også i perioder som om, at Phosphorescents følsomme flæbecountry-periode synger på sidste vers, og at den kreative åre måske ikke var så guldrandet som ved første øjekast. Følgeligt falder Houck lovligt ofte til patten med trygge, slidte genretroper, som eksempelvis på den honky-tonkede ‘A Charm/A Blade’ og den opfølgende røvballade ‘Muchacho’s Tune’.

Læs anmeldelse: Phosphorescent ‘Here’s to Taking It Easy’

Og når han endelig stædigt flytter sig, er det med hengemt lånegods frem for friske pust. Den poppede singleforløber ‘Song for Zula’ lyder eksempelvis desværre lidt som noget, der er stukket af fra U2. Houck erstatter blot The Edges ekko-onanerende strengeleg med samplede strygere og lap-steel og tilsætter flot lyrik, der heldigvis redder den hjem på stregen.

Men Houcks røst, der klinger som kom den fra en helgen med tømmermænd, kan bære meget – også et tungt åg af tradition og slidte sangskjorter, hvis bedste ærmeesser mere eller mindre har været smidt på bordet før af kollegaer og mentorer som eksempelvis Neil Young. Og ‘Muchacho’ kan også for alvor brænde igennem klicheerne, når armbevægelserne og dramaet griber om sig, som på ‘Terror in the Canyons’, ‘A New Anhedonia’ og ‘The Quotidian Beasts’.