Alejandro González Iñárritu tilhører den absolutte elite, når det kommer til aktive instruktører i dag.
Mexicaneren står bag film som ‘Babel’, ‘Biutiful’, ‘Birdman’ og senest ‘The Revenant’, og nu har han netop færdiggjort optagelserne på sin næste film, der på papiret lyder langt væk fra Leonardo DiCaprios forpinte lidelser i sidstnævnte vildmarksdrama.
‘Bardo (Or False Chronicle of a Handful of Truths’, som den hedder (tidligere gik den under titlen ‘Limbo’), beskrives som »en nostalgisk komedie med en episk rejse som bagtæppe«.
Filmen handler om en anerkendt mexicansk journalist og dokumentarfilmskaber, der vender tilbage til hjemlandet, hvor han må sætte spørgsmål ved sin identitet, familiehistorie, sine erindringer og landets fortid og nutid.
Tidligere har det været fremme, at noget af filmen foregår omkring den mexicansk-amerikanske krig i 1846-48, så måske er der tale om spring tilbage i tiden, men det er endnu ikke bekræftet.
Det er første gang siden gennembruddet ‘Amores Perros’, at Iñárritu vender tilbage til hjemlandet for at skyde en hel film. Han går dermed i fodsporene på vennen Alfonso Cuáron, der som bekendt vendte hjem til Mexico med ‘Roma’.
Manuskriptet har Iñárritu skrevet sammen med sin faste samarbejdspartner Nicolás Giacobone, som var medforfatter på ‘Birdman’ og ‘Biutiful’ samt producer på ‘The Revenant’.
Castet består af blandt andre Daniel Giménez Cacho (‘Zama’), Griselda Siciliani, Leonardo Alonso (‘Sin Nombre’) og Andrés Almeida (‘Y tu mamá también’).
Alt tyder på, at ‘Bardo’ får premiere næste år.