’The Last Duel’: Trods Matt Damons bundesligahår sejrer Ridley Scotts ridderfilm til sidst
Man må bare tage hatten af for Ridley Scott. Siden debuten ‘The Duellists’ fra 1977 har den britiske instruktør stået bag 23 film af næsten enhver tænkelig Hollywood-genre.
Det skulle derfor være ham vel undt at klappe instruktørstolen sammen og trække sig tilbage på sin vingård i London. Men sådan ruller kameraet ikke hos den 83-årige arbejdsnarkoman.
I år har Ridley Scott ikke blot ét, men to historiske dramaer på programmet. Den ene er ‘House of Gucci’, en stjernespækket Oscar-film om det italienske modehus og det spektakulære mord på Maurizio Gucci, barnebarn af designeren Guccio Gucci.
Den anden er den biografaktuelle ‘The Last Duel’, et middelalderdrama sat i 1380’ernes Frankrig om de to våbenbrødre Jean de Carrogues (Matt Damon) og Jacques LeGris (Adam Driver), der indleder en blodig fejde om Carrogues hustru, Marguerite (Jodie Comer).
‘The Last Duel’ føjer sig til Ridley Scotts efterhånden lange liste over historiske dramaer, der rangerer fra fantastiske (‘The Gladiator’) til forfærdelige (‘Robin Hood’, Kingdom of Heaven’). Man kunne frygte, at Ridley Scott ville køre sin seneste ridderfilm hjem på autopilot, men ‘The Last Duel’ har et par forfriskende fortællemæssige kneb oppe i ærmet, som gør filmen til den bedste fra instruktørens hånd siden ‘Prometheus’.
‘The Last Duel’ starter med et kort anslag, hvor Matt Damon og Adam Driver iført rustning og med lanserne løftet ridder mod hinanden i en duel til døden, der blandt andet bliver overværet af Frankrigs snothvalp af en konge, Charles VI.
Dernæst klipper vi adskillige år tilbage i tiden til en brutal kampscene, hvor Matt Damons karakter redder Adam Drivers liv på slagmarken. Historien om, hvordan de to våbenbrødre gik fra venner til dødelige fjender, udfolder filmen over de næste par timer.
Den første halve times tid frygtede jeg et decideret makværk fra Ridley Scotts hånd. Filmens start er utrolig ufokuseret og forjaget med sine mange spring i tid og rum, og Matt Damon spiller forfærdeligt som surmulende forgældet krigshelt.
Med gumptunge replikker, der lyder mere af skoleteater end af Shakespeare, snerrer og mumler Matt Damon sig igennem scenerne med lige så meget karisma som et sløvt økseskaft. Værre endnu, så får hans lange gedeskæg og bizarre bundesligahår ham til at ligne en lidt for gammel nu-metal-fan, der er drejet forkert på vej til en Limp Bizkit-koncert.
Bedre hårdag har hans gamle ven Ben Affleck ikke i rollen som den sexgale og arrogante hertug Pierre d’Alencon, der har Adam Driver som sin tro væbner. Hans pisgule kasserollehår vækker mindelser om Jim Carreys frisure i ‘Dum & Dummere’.
Til gengæld ser Ben Affleck for en gangs skyld ud til rent faktisk at have det sjovt foran kameraet, og han kaster noget tiltrængt komik af sig i en film, som primært er grusom og gravalvorlig.
En, der har det knap så sjovt i middelalderens Frankrig, er Jodie Comer, der brænder igennem som Matt Damons hustru Marguerite. Da hendes mand vender hjem fra en af sine utallige krige, fortæller hun ham, at hun er blevet voldtaget, mens han var væk. Overgrebsmanden er ingen ringere end Adam Drivers Jacques LeGris, siger hun.
Og så sker der noget interessant, som løfter filmen ud af sit dødvande. Historien, som indtil videre har været centreret omkring Matt Damons karakter Jean de Carrogues, skifter nu synsvinkel til Adam Driver og genfortæller historien set gennem hans øjne.
Hvor Matt Damon før fremstod som en frygtløs soldat med stærke æresbegreber, der kæmpede en urimelig kamp for at blive respekteret, ser vi ham nu for, hvad han også er: en uintelligent slagsbror med et iltert temperament, der fortjener meget af den latterliggørelse, som bliver rettet mod ham.
Adam Driver derimod er i virkeligheden en charmerende, belæst self made-man, der har kæmpet sig op fra samfundets bund til magtens top, og som tager sin gamle ven Jean de Carrouges i forsvar igen og igen.
Som en hakket udgave af musketeren D’Artagnan nedlægger han damer på stribe, men ingen betager ham som Matt Damons kone Marguerite. Og tiltrækningen går også den anden vej, må man forstå.
Da Adam Driver opsøger Marguerite, mens hendes mand er ude at kæmpe for sit fædreland, erklærer han sin kærlighed til hende og jagter hende op i soveværelset. Her dyrker de sex, og selvom Marguerite halvhjertet beder ham stoppe, er det tydeligt, at hun inderst inde har lyst til ham.
Eller sådan husker Adam Drivers karakter det i hvert fald. Marguerite har en noget anden og meget mere gruopvækkende udlægning af historien, som bliver udfoldet i filmens tredje og med længder mest vellykkede akt.
I bedste ‘Rashomon’-stil fortæller ‘The Last Duel’ altså den samme historie set gennem tre forskellige synsvinkler. Det er et fedt greb, som sparker noget tiltrængt liv i de gamle middelalderklude.
Da Jodie Comers underkuede hustru Marguerite træder ud af skyggerne og giver sin version af begivenhedernes gang, folder ‘The Last Duel’ sig ud som en interessant revisionistisk ridderfilm med tydelige tråde frem til #metoo-bevægelsen i dag.
Som Martin Scorsese på glimrende vis af-mytologiserede gangsteren i ‘The Irishman’, piller Ridley Scott og manuskriptforfatterne Matt Damon, Ben Affleck og Nicole Holofcener middelalderens mandeidealer og æresbegreber fra hinanden i ‘The Last Duel’.
Ridderne, som Ridley Scott har besunget højt gennem sin karriere, fremstår som voldelige, selvoptagede idioter uden kløgt og vid. Sidstnævnte har Marguerite rigeligt af, men hun får ikke mulighed for at øse ud af det i en verden domineret af mænd.
Retfærdighed for de forbrydelser, Marguerite er blevet udsat for, må hun ligeledes spejde langt efter. Som hendes svigermor koldt siger det på et tidspunkt: »Der findes ingen retfærdighed. Der findes kun mændenes magt«.
‘The Last Duel’ ender med et fantastisk showdown mellem Adam Driver og Matt Damon, der er blandt de mest brutale og blodige scener, Ridley Scott nogensinde har filmet. Den stærke afslutning får næsten én til at tilgive, hvor dårligt filmen kom fra land, og hvor forfærdelig Matt Damons frisure er.
Næsten.
Kort sagt:
På trods af gigantiske startvanskeligheder, hvor gumpetunge dialoger og Matt Damon og Ben Afflecks forfærdelige frisurer løber med al fokus, ender Ridley Scotts #metoo-middelalderdrama ‘The Last Duel’ alligevel som en mindre triumf for den 83-årige instruktør.