‘Trøffeljægerne fra Piemonte’: Sansemættet dokumentar viser den hårde kamp om verdens dyreste ingrediens
Sent i dokumentaren ‘Trøffeljægerne fra Piemonte’ (originaltitel: ’The Truffle Hunters’) ser man, hvad der typisk er endestationen for en af verdens mest eftertragtede ingredienser, den hvide Albatrøffel: På en luksuriøs restaurant river en tjener flager af trøflen ud over en delikat ret, der indtages andægtigt og nydende af en enlig gæst.
Isoleret set ville sekvensen ikke være noget særligt, men når man gennem filmen har fået udlagt kulturen omkring de sjældne trøfler, er der noget provokerende over det perfekte scenarie. For bag de forførende kulisser udspiller sig en hård, uskøn kamp om trøflerne foranlediget af den voldsomme efterspørgsel blandt de globale overklasser.
Det har ikke altid foregået på de præmisser. Instruktørerne Michael Dweck og Gregory Kershaw fokuserer først og fremmest på en bestemt gruppe af trøffeljægere i Piemonte-regionen i det nordvestlige Italien, de fleste af dem et godt stykke oppe i 80’erne, der kan huske, dengang trøflerne blev solgt på lokale markeder. Nu sker handlen via ivrige mellemmænd, der køber trøflerne af de gamle jægere for favorable priser for at sælge dem videre med stor fortjeneste til internationale købere.
Det lukrative marked har radikaliseret selve trøffeljagten. Flere af de gamles hunde, der er uundværlige i jagten, er blevet dræbt af den giftige lokkemad, som er spredt i skovene af skruppelløse konkurrenter. De ondsindede metoder har fået en af jægerne til at give op, tydeligvis desillusioneret, til stor ærgrelse for en af de lokale mellemmænd, der taktløst opfordrer ham til at genoptage metieren, da han ved, at skovene på mandens ejendom gemmer på anseelige rigdomme.
De gamle jægere udgør alternativet til den griske kultur. Man har ikke indtryk af, at de kender eller har nogen reel interesse i den præcise markedsværdi af deres fund. De jager primært for mødet med naturen og samværet med deres hunde. Det er selve jagten, ikke hvad den kan generere, som har værdi.
Således følger man dem om dagen og om natten, i løvfald og sne, rundt i de kuperede skovlandskaber, hvor trøflerne ligger begravet i jorden. Dweck og Kershaw er dygtige til at give en sanselig fornemmelse for skoven, både visuelt og auditivt, og lader tilmed jagten foregå fra de entusiastiske hundes perspektiv, idet en af dem udstyres med et GoPro-kamera.
Forholdet mellem jægerne og deres hunde er filmens følelsesmæssige kerne. »Hvis min hund dør, gør jeg også«, bliver det sagt undervejs. En jæger og hans hund bliver velsignet i kirken, en anden har sin med i karbad. Og en tredje deler en suppe i sit beskedne hjem med sin hund, der hjemmevant går omkring på bordet.
Det uformelle måltid er på mange måder modsætningen til det luksuriøse scenarie på restauranten, hver især yderpunkter i trøflernes kredsløb. Uden at være fremtrædende eller belærende lægger Dweck og Kershaw ikke skjul på, hvor i kredsløbet deres sympati befinder sig.
Det er meget nemt at være enig med dem.
Kort sagt:
‘Trøffeljægerne fra Piemonte’ er en visuelt imponerende dokumentar om en aldrende gruppe af trøffeljægere, der sammen med deres elskede hunde har oparbejdet en unik evne til at finde frem til den hvide Albatrøffel, verdens dyreste ingrediens.