I fredags genudgav Taylor Swift hovedværket ‘Red’ fra 2012. De fleste af de genindspillede sange var ret tro mod originalerne – med ‘All Too Well’ som en stor undtagelse.
Sangen, der tæller blandt popstjernens absolut bedste, blev således genudgivet i en ti (10!) minutter lang udgave og fik endda en tilhørende kortfilm på 15 minutter som musikvideo – med ‘Stranger Things’-stjernen Sadie Sink og Dylan O’Brien fra ‘Maze Runner’ i hovedrollerne.
Men dermed er Taylor Swift langt fra færdig med dramatiske, kortfilms-agtige musikvideoer.
Nummeret ‘I Bet You Think About Me’, der ikke har været udgivet, før det dukkede op på den nye version af ‘Red’, har netop fået en billedside, hvor Swift skaber kaos til en gammel flammes bryllup.
Videoen passer ret perfekt til sangen, der – ligesom ‘All Too Well’ – er en breakupsang fra starten af 2010’erne, som (efter sigende) tematiserer det forliste forhold med Jake Gyllenhaal, som Swift datede i tiden op til den oprindelige udgivelse af ‘Red’.
Taylor Swift joker endda selv helt meta-agtigt med sin tendens til at lave sange om sine ekskærester, når hun slutter nummeret med følgende linje: »I bet you think about me when you say / ‘Oh my god, she’s insane, she wrote a song about me’«.
Videoen er lavet sammen med et par berømte samarbejdspartnere.
Blake Lively har instrueret, imens gommen spilles af Miles Teller. Aaron Dessner fra The National, som Swift samarbejder flittigt med for tiden, har også en kort gæsteoptræden.