Superduoen Big Red Machine har taget ved lære af Taylor Swift – og det klæder dem gevaldigt
Da Justin Vernon fra Bon Iver og Aaron Dessner fra The National i 2018 udgav deres selvbetitlede debutalbum som superduoen Big Red Machine, var det ikke særlig heftigt promoveret, og de tog ikke engang rigtig på turné med skiven – de har på verdensplan kun spillet et etcifret antal koncerter siden udgivelsen af deres første album.
Måske ville de undgå den uundgåelige hype (og nærmest uundgåeligt medfølgende skuffelse), der følger, når etablerede stjerner slår sig sammen. Vernon og Dessner forsøgte i hvert fald på ingen måde at hype projektet op som noget, der bar samme vigtighed, ambitionsniveau eller helhedsfornemmelse som et nyt album fra Bon Iver eller The National.
Og det lød da også mest som to store musikere, der beundrede hinanden og så valgte at udgive resultatet af, at de hyggede sig sammen – mere end det var noget videre mindeværdigt værk. Min Soundvenue-kollega Mads Kjær Larsen sagde det nok bedst, da han anmeldte albummet: »processen har været vigtigere end resultatet«.
Der er dog andre boller på suppen med gruppens andet album, ‘How Long Do You Think It’s Gonna Last?’. Singleforløberne tæller samarbejder med navne som Fleet Foxes og Taylor Swift, og singlen med sidstnævnte er endda genudgivet med et pop-makeover, sandsynligvis for at tale endnu mere til Taylor Swifts vanlige fanskare. Denne gang sælger Big Red Machine deres album som et værk, der fortjener alles øjne rettet mod sig.
Og helhedsoplevelsen er da også markant stærkere end på debuten. Sangene er mere direkte. Der er imødekommende hooks, knap så abstrakt lyrik og i det hele taget mere sammenhængende sangskrivning. Sangene føles i langt højere grad som et forsøg på at kommunikere noget til lytteren, end de føles som to musikeres private legekammer.
Det er umuligt at ignorere, at skiftet i duoens tilgang til sangskrivning kommer oven på, at Dessner har været producer og sangskriver på Taylor Swifts to megasuccesfulde indie-eskapader ‘Folklore’ og ‘Evermore’, hvor Vernon også har gæsteoptrædener. Og det er fristende at sige, at dette nye album bare gentager formlen fra Swift-pladerne, men blot med Swifts tilstedeværelse reduceret til to tracks.
For der er momenter, hvor det absolut gør det – mest mærkbart på den fremragende single ‘Renegade’ feat. Taylor Swift, som jeg mistænker at være et levn fra duoens sessions til Swifts album. Men også tracks som ‘Hoping Then’, ‘Mimi’ og ‘Magnolia’ ville rent sonisk passe problemfrit ind på ‘Folklore’, hvis bare Swift havde sunget dem.
Og nej, Dessner og Vernon genopfinder ikke den dybe tallerken her. Men det er tydeligt, at de har lært noget af Taylor Swift og hendes mere direkte tilgang til sangskrivning, som virkelig klæder duoens musik.
De klareste eksempler er der, hvor sangskrivningen bliver mest personlig. ‘Hutch’ er langt fra første gang, vi ser Vernon blive dybt sårbar, men vi har aldrig set ham være så konkret imens. Sangen handler om Dessners gode ven, Frightened Rabbit-forsanger Scott Hutchinson, der tog sit eget liv i 2018. Man kommer helt tæt på, hvilke tanker Dessner er gået med i tiden derefter, og det får de hårrejsende harmonier i backingvokalerne til at gå rent ind.
På samme måde er det charmerende at høre Dessner synge om, hvor meget han holder af sin bror Bryce på nummeret ‘Brycie’, eller når han på ‘Mimi’ skriver om kærligheden til sine børn.
Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at samtlige 65 minutter var så stærke som højdepunkterne, men højdepunkterne er talrige. Og selv på knap så engagerende numre, såsom det noget uforløste vocoder-eksperiment ‘Easy to Sabotage’ eller den ualmindeligt sløve, over-gentagende ‘June’s a River’, er der nogle prisværdige elementer, der gør, at jeg sagtens kan forstå, hvorfor andre ville finde dem spændende.
Efter debuten i 2018 gik jeg egentlig ikke rundt og ventede spændt på nyt fra Big Red Machine – men hvis Vernon og Dessner fortsætter på denne måde, kan de nok sagtens en dag begå et værk, der tåler sammenligning med det bedste fra både Bon Iver og The National.
Kort sagt:
Efter at have samarbejdet med Taylor Swift på hendes hæderkronede indiefolk-album ‘Folklore’ og ‘Evermore’ har Justin Vernon og Aaron Dessner givet deres sangskrivning nogle touches, der minder lidt om Swifts. Deres musik er mere catchy og direkte end før, og det klæder deres lyd rigtig godt.