Det aalborgensiske spil ’Arcadia Fallen’ bugner af dansk hygge og giftemodne følgesvende
Jeg er en lille smule loren ved det japanske spilkoncept visual novels.
Det betegner en form for spil, hvor der er fokus på meget lange tekstpassager, loopet musik og illustrationer af ofte smukke mennesker, man som spiller og hovedperson kan småforelske sig i.
Det er en spilform, som har bragende succes og en lang tradition i Japan. Men jeg må indrømme, at langt de fleste gange, jeg har forsøgt at spille mig igennem dem, er jeg blevet sat af, for jeg kunne lige så godt bare læse en bog.
Den gentagende elevatormusik har været enerverende, og hovedpersonen har føltes for meget som taget ud af en fanfiction, der er blevet skrevet af en meget begejstret, men komplet ubehjælpelig teenager.
Som sagt: Visual novels er nok bare ikke var mig.
Men nu må jeg – som direkte følge af ’Arcadia Fallen’ fra aalborgensiske Galdra Studios – kraftedeme æde mine ord.
Det er jo både er møgirriterende, fordi jeg tvinges til at genoverveje min smag i spil, men også glædeligt, fordi man må fryde sig over gode spil.
’Arcadia Fallen’ handler om en ung alkymist, der på bedste fantasy-vis slynges ind i et højmagisk drama om glemte dæmoner i gamle miner, storpolitik og fire umanerligt sexede følgesvende, der belejligvis alle er single.
Et sympatisk og fint træk ved spillet er dets relativt udprægede inkludering af LGBTQ+, som allerede viser sig, når man skaber den hovedperson, man vil træde i skoene på.
Det er muligt at gøre hovedpersonen (der er navngivet det kønsneutrale Morgan) både maskulin, feminin og androgyn af udseende og tilvælge de/dem-stedord.
Selvom det i sig selv er en lille ting, så er det alligevel hjertevarmende og sympatisk, at man gør en reel indsats for at inkludere og omfavne spillere, der kunne have lyst til at vælge en anden kønsidentitet end de allermest gængse.
Netop den varme følelse spreder sig også i resten af spillet. For det er ikke højdramaet, der er i centrum af ’Arcadia Fallen’, men derimod følelserne og forholdene mellem de forskellige karakterer.
Jeg ved ikke, om jeg før har misforstået, hvad det er visual novels egentlig kan, eller om dette spil blot er noget særligt – men noget klikkede for mig.
For mig var oplevelsen af at spille ‘Arcadia Fallen’ som at tage sine Tove Jansson-bøger, en varm dyne og uldsokkerne med ned til pejsen og sidde der og drikke skoldhed solbærsaft, mens snestormen tager til udenfor.
Ujævn oplevelse
Det er et helstøbt og veludviklet univers, man træder ind i med flotte illustrationer og distinkte samt elegante karakterer, der bringes til live af ekstremt kompetente stemmeskuespillere.
Det er ikke alle linjer, der er stemmeindtalte, og det giver en lidt ujævn oplevelse. Men samtidig er det svært at klandre et spil, som blev finansieret på Kickstarter med knap 200.000 kroner i budget, for ikke at have penge til at indtale, hvad der svarer til en mindre roman.
Soundtracket er – som krævet af spillets baggrund – en lille smule elevatormusik-agtigt, men jeg opdagede gudhjælpemig, at jeg havde fået en af sangene på hjernen, hvilket faktisk var mere hyggeligt end irriterende.
Personligt kunne jeg dog godt have ønsket mig mere uhygge. De dæmoner, som alkymisten og vennerne skal bekæmpe, bliver en lillesmule pussenussede med deres store øjne og bløde former.
Her kunne man med fordel have haft lidt mere Astrid Lindgren-mørke og lidt mindre ’Winx Club’.
Og så er der gameplayet – altså det, man foretager sig i spillet – som viser sit ansigt i forbindelse med alkymi og bortskaffelse af dæmoner, hvilket sker med drejepuslespil, hvor man skal placere symboler på de korrekte pladser.
Her har jeg siddet i timevis og forsøgt at få lavendel-symboler til så effektivt som muligt at gå i spænd med rose-symboler og derefter blive til en kraftfuld magisk gødning.
Det lyder måske kedeligt, men – og det kan godt være det er mig, den er gal med – jeg er altså vild med det.
Kort sagt:
’Arcadia Fallen er’ et fornemt og varmt bekendtskab med skjulte dybde og masser af personlighed.