To kvinder anklager Chris Noth, kendt som Mr. Big fra ‘Sex and the City’ og den aktuelle spinoff ‘And Just Like That’, for seksuelle overgreb.
Kvinderne har uafhængigt af hinanden opsøgt det velansete branchemedie The Hollywood Reporter og fortalt deres historier. De arbejder begge stadig i underholdningsindustrien og ønsker at bevare deres anonymitet.
Den ene, der i artiklen kaldes Zoe, fortæller, hvordan hun som 22-årig arbejdede i et stort firma i Los Angeles, hvor Noth gjorde forretning. Han flirtede med Zoe på kontoret og inviterede hende til sin lejlighed i West Hollywood. Her beretter Zoe, at han pludselig kyssede hende, hvorefter han trak hende ind på sengen, tog hendes shorts og bikini af og begyndte at voldtage hende bagfra.
»Det var meget smertefuldt, og jeg råbte: ‘Stop!’. Og det gjorde han ikke. Jeg sagde: Kan du i det mindste få fat i et kondom? Og han grinede af mig«, siger hun til The Hollywood Reporter.
Efterfølgende tog hun på hospitalet med en ven og fik sting, ligesom hun talte med politiet, dog uden at sætte navn på overgrebsmanden.
Den anden kvinde, der i artiklen kaldes Lily, var tjener i VIP-sektionen på en natklub i New York i 2015, hvor Noth mødte hende og inviterede hende ud. Da restauranten, hvor de skulle have haft middag, var lukket, tog de hjem til hendes lejlighed, hvor han begyndte at kysse hende – hun spillede lidt med.
»Han blev ved og ved med at prøve, og jeg skulle have sagt mere stålfast nej og være taget afsted. Og i det næste øjeblik trak han sine bukser ned, og han stod foran mig«, siger hun. Han puttede sin penis i munden på hende og havde bagefter sex med hende bagfra.
»Jeg havde det forfærdeligt (bagefter, red.). Totalt krænket. Alle mine drømme med den her stjerne, som jeg havde elsket i årevis, var væk«, siger hun til The Hollywood Reporter.
Chris Noth afviser alle anklager og hævder, at der var samtykke ved begge lejligheder.
Efterfølgende har skuespilleren Zoe Lister-Jones bakket op om kvinderne på Instagram og kaldt ham en »sexual predator«. Hun har oplevet ham opføre sig seksuelt uordentligt og desuden være fuld på settet, skriver hun.
(Spoiler-alert for ‘And Just Like That’). Chris Noth har været i vælten den seneste uge efter premieren på ‘And Just Like That’, hvor Mr. Big dør, men nu må man sige, at hans eftermæle nu ser noget anderledes ud end hidtil antaget.