’Swan Song’: Præmissen er problemet i sci-fi-drama med dobbelt Mahershala Ali
En grundpræmis i ’Swan Song’ generer mig.
I filmens relativt nære fremtidsunivers kan man klone en perfekt dobbeltgænger. Man kan sågar med videnskabelig snilde pille de dna-strenge ud af kopien, der har disponeret originalen for en dødelig sygdom.
Med al den viden og dna-teknologiske knowhow kunne man så ikke blot helbrede patienten?
Det havde unægtelig været mere ligetil. Men så havde vi naturligvis ikke haft dette indie-sci-fi-drama, der lige er kommet på Apple TV+.
Cameron Turner (Mahershala Ali) er en reklametegner med hipster-tophue og god smag. Han lever i en fremtid, der ligner noget fra et blankpoleret boligmagasin trykt på tykt papir. Alt i ’Swan Song’ ser arkitekttegnet ud, internettet sidder på indersiden af øjenlåget og i en chip i øret, så man blot kan hviske navnet på sin yndlingssang, hvorefter den spiller i stuen. Billedet af den fagre nye verden er ikke lysår væk fra Spike Jonzes ’Her. Og alligevel bliver folk tilsyneladende også i denne version af i morgen opgivet af lægevidenskaben.
Cameron har stiftet en sød familie, men er uhelbredeligt syg med en hjernetumor. Utroligt nok har han holdt dette hemmeligt for sin elskede, der venter parrets andet barn. Han har til gengæld kastet sig i armene på et par videnskabsmænd, der fra et stort flot hus i det øde kan skabe dobbeltgængere med samme erindring og fremtoning som den terminale patient. Tanken er, at klonen skal mave sig ind og overtage familielivet, mens originalen må blive hos videnskabsmændene og lade livet rinde ud som på hospice.
Vi forstår som seere godt, at Cameron vil denne familie sit bedste. Samspillet mellem Cameron og Poppy (Naomie Harris) er fuldt af kemi, humor og kærlighed. Også drengen Cory er kær uden at være et Hollywood-barn. Der er en smuk far-søn-scene med edamamebønner og æblejuice som erstatning for en øl. Scenen, hvor Cameron og Poppy første gange møder hinanden over en chokoladebar på pendlertoget, fylder også seeren med romantisk velvære.
Men filmen har svært ved at gøre dobbeltgængerhistorien rigtigt medrivende. Er det en gyser (uden gys) eller mere en palliativ sygelejehistorie? Ikke rigtigt nogen af delene.
Der er et par klicheer hentet fra gyserfilmens univers: familiehunden kan fornemme en forskel og gør af androide-versionen af Cameron, hvor ingen andre aner uråd. Glenn Close spiller videnskabsmanden, der forestår kloningen: Hun er mærkelig uudgrundelig på sin sanatorie-agtige højborg, der er et modernistisk slot med minimal møblering og overdådig udsigt.
Men ’Swan Song’ udvikler sig aldrig til en højteknologisk variation over Frankenstein-fortællingen eller det klassiske dobbeltgængertema. Den forbliver lavmælt og sørgmodig uden at kamme over i rædsel og løftede knive. Hvad den i stedet udvikler sig til, er det straks sværere at forklare. En slags futuristisk tåreperser med en problematisk præmis.
Ville du skåne-snyde din familie på den måde? Og holde en livsomstyrtende kræftdiagnose hemmelig? Jeg ville nok ikke. Ville heller ikke turde overlade mine kære til en laboratorie-udklækket replikant, også selvom vedkommende kunne klare lektiehjælp, madlavning og samtale over opvasken 1:1 lige så godt eller skidt som mig selv. Og jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor Cameron vil.
’Swan Song’ er flot spillet af et attraktivt cast. Mahershala Alis skuespil er fuld af nuancer og følsomhed. Også Akwafina er god i rollen som en mere forbitret kræftsyg, der også har overladt familien til en klon.
En krydsning mellem ’Blade Runner’ og ’Terms of Endearment’ burde være lidt af en kioskbasker. Desværre lander slutresultatet som en flad oplevelse, der hverken står distancen som tåreperser eller innovativ sci-fi.
Det mest interessante, ’Swan Song’ minder os om, er nok det her med identiteten: Selv en tro kopi af dig selv med de samme erindringer, de samme tics, samme musiksmag og den samme humoristiske sans ville stadig ikke være dig.
Kort sagt:
Det futuristiske terminal-drama ’Swan Song’ forløser ikke rigtigt sit dobbeltgængermotiv, selvom den har øjeblikke med stærk kemi og nærvær.