Forretningskvinde for Kanye West, Nicki Minaj og Kardashian-familien fundet dræbt – kondolencerne strømmer ind

Forretningskvinde for Kanye West, Nicki Minaj og Kardashian-familien fundet dræbt – kondolencerne strømmer ind
Kim Kardashian og Kanye West (Foto: Frazer Harrison/Getty Images)

Forretningskvinden Angela Kukawski, der har haft folk som Kanye West, Kim Kardashian og Nicki Minaj som klienter, blev onsdag bekræftet myrdet efter at have været forsvundet i tæt på en uge.

Det skriver blandt andre Variety, der har fået bekræftet dødsfaldet af lokalpolitiet i Los Angeles.

Den 55-årige forretningskvinde blev fundet død i baggagerummet på en bil den 23. december nord for Los Angeles. Politiet har anholdt Kukawskis kæreste, Jason Barker, som mistænkes for at have dræbt og tortureret hende i deres hjem og derefter transporteret hendes lig fra Van Nuys til Simi Valley i sin bil. Motivet er endnu ukendt.

Kukawski arbejdede for finansfirmaet Boulevard Management, hvor hun har haft massevis af kendisklienter. En række af hendes klienter har allerede sendt kondolencer ind.

Kardashian-familien har blandt andet udsendt en fælles pressemeddelelse, hvor de skriver: »Angela var i sandhed den bedste. Hun tog sig af hver og en af os og fik ting til at ske, der var umulige. Hun vil være stærkt savnet, og vi sender vores dybtfølte kondolencer til hendes familie og nære i denne svære tid«.

Nicki Minaj skriver på Instagram: »Den hårdest arbejdende, mest pålidelige, kærligste person, du nogensinde kunne møde. Du fortjente ikke det her, Angela. Mit hjerte er knust for dine børn. Hvil i fred«.

Kukawski efterlader sig fem børn.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af