OPDATERET 6. JANUAR KL. 8.37: Jon Stewart har trukket sine kommentarer om fremstillingen af jøder i ‘Harry Potter’ tilbage. Læs mere HER.
Jon Stewart har et horn i siden på J.K. Rowlings ‘Harry Potter’-univers. Det viser sig i et afsnit af hans podcast ‘The Problem With Jon Stewart’, hvor den tidligere talkshowvært harcelerer mod J.K. Rowlings fremstilling af Nisserne i Gringotts-banken i ‘Harry Potter’.
Stewart sammenligner beskrivelserne af Nisserne i både bøgerne og filmene med de antisemitiske illustrationer i bogen ‘The Protocols of the Elders of Zion’ fra 1903.
»Sådan her ved du, at jøder stadig er på deres plads. Jeg plejer at sige: ‘Har du nogensinde set en ‘Harry Potter’-film? Har du nogensinde set scenerne i Gringotts-banken? Ved du, hvad de personer, der bestyrer banken, er? Jøder!’ Folk svarer: ‘Åh, de karakterer er fra ‘Harry Potter’. Og jeg siger: ‘Nej, de er en karikatur af en jøde fra et stykke antisemistisk litteratur’«, siger Stewart og fortsætter:
»J.K. Rowling tænkte: ‘Kan vi få de her fyre til at styre vores bank?’ Det er en troldmandsverden. Vi kan ride på drager, du kan have en ugle som kæledyr. Men hvem skal bestyre banken? Jøder. Men hvad nu hvis vi gjorde deres tænder skarpere?«
Fremstillingen overraskede i særdeleshed Stewart, dengang han så filmene, fordi ingen andre blandt publikum reagerede, fortæller han:
»Det var et af de øjeblikke, hvor jeg så det på lærredet, og jeg forventede, at publikum ville reagere: ‘Shit, Rowling har ikke lige – i en magisk verden – kastet jøder ind for at bestyre en underjordisk bank’. Men alle sagde bare: ‘Troldmænd’. Det var så mærkeligt«.
J.K. Rowlings ‘Harry Potter’-univers er længe blevet tolket som en hyldest til inklusion og tanken om, at man kan være lige præcis den person, man ønsker. Men over de seneste år er der i stigende grad blevet stillet spørgsmålstegn ved disse grundtanker, særligt grundet Rowlings kommentarer om køn, som er blevet kritiseret for at være transfobiske.
Lige nu kan ‘Harry Potter’-universet genopleves i HBO’s store genforening i anledning af 20-årsjubilæet for den første film i serien. Her medvirker J.K. Rowling dog kun i arkivmateriale.