‘Roadrunner’: Filmen om Anthony Bourdain er øjenåbnende trods visse moralske brister
Umiddelbart er det mest åbenlyse Anthony Bourdain-agtige øjeblik i ‘Roadrunner’, da Anthony Bourdain i et gammelt tv-klip spiser et friskudskåret stadigt bankende kobrahjerte i et fjernt eksotisk land.
For de fleste var Anthony Bourdain nemlig madverdenens ultimative rockstjerne og mediedarling. En gastronomisk macho-Tintin, der med sine tv-programmer, alle med backpackerbegejstrede titler som ‘Parts Unknown’ og ‘No Reservations’, tog på wild rides til fjerne egne, spiste fantastiske ting og fortalte historier.
I dokumentaren om ham er der dog meget andet på spil end at puste liv i Anthony Bourdain-personaen som indbegrebet af cool. I 2018 kom det nemlig som et chok, da Bourdain tog sit eget liv på et hotelværelse i Alsace.
Så hvordan det nåede dertil for Bourdain, er selvfølgelig det underliggende spørgsmål i Morgan Nevilles dokumentar, der er påbegyndt i 2019. Men selvom man kender den tragiske slutning, er ‘Roadrunner’ samtidig et forrygende portræt af, hvem og hvordan Anthony Bourdain var.
Fra åbningsscenen hvor han på galgenhumoristisk vis fortæller, at han ikke vil brændes eller begraves, men til gengæld ikke ville have noget imod at blive strøet ud gennem en træflishugger i Harrods, er portrættets stilsikre tone ikke til at tage fejl af. Til de energiske toner af sangen ’Roadrunner’ er man øjeblikkeligt solgt til fascinationen af den karismatiske mand, der var så exceptionel, at han blev verdensberømt i sit livs andet kapitel.
Historien starter, da Anthony Bourdain havde fået styr på tingene. Han var køkkenchef på den velrenommerede newyorker-restaurant Les Halles, var stoppet med at tage heroin og udgav derefter i en alder af 44 år bestsellermemoiren ‘Kitchen Confidential’ i 2000, som katapulterede ham til øjeblikkelig stjernestatus. En bog, der afslørede restaurationsbranchens mørkeste hemmeligheder om alt fra, hvorfor man aldrig skal bestille fisk om mandagen til mængden af stoffer, der ofte holder elitekøkkenerne kørende.
Mellem et væld af karismatiske arkivklip besvarer Bourdains venner og kollegaer Nevilles udtalte mission for dokumentaren: »Hvorfor han var, som han var?«.
‘Roadrunner’ tegner med et væld af billedmateriale Bourdain som en betagende figur. En mand i konstant løb ligesom fuglen og Looney Tunes-figuren, filmen deler navn med. Men efterhånden som der graves dybere, opstår der også en større forståelse gennem det visuelle af manden, der aldrig går mod solnedgangen uden et kamera i ryggen. Når der tæt på slutningen inddrages videoer, Bourdain selv har filmet til sociale medier, er det med en særligt gysende effekt af, at han rent faktisk er til stede i dokumentaren.
Brugen af Bourdains stemme i dokumentaren har vakt kritik. Selvom der har været et hav af voiceovers fra Bourdains utallige rejseprogrammer til rådighed, læser en AI-genereret Bourdain-stemme sekvenser op posthumt tre steder i ‘Roadrunner’. Det er især bemærkelsesværdigt, da en depressiv e-mail, han har sendt til kunstner og ven David Choe, læses usandsynligt ægte op.
At det er i gråzonen rent dokumentaristisk, er ikke til at tage fejl af. Men det er den følelsesmæssige effekt heller ikke. Med velsignelse fra nogle af Bourdains nærmeste er det ikke noget, der for alvor sår tvivl om oprigtigheden af Morgans portræt, selvom dramatiseringen ikke nødvendigvis er objektivt elegant.
Dokumentaren bliver mere etisk mudret, da den mod slutningen når til den rolle, Bourdains kæreste, skuespiller og #metoo-aktivist Asia Argento spillede i slutningen af hans liv. Hvilket er det tætteste på en skurkerolle, filmen kommer. Det er aldrig helt entydigt, hvad der er foregået, men fordi Asia Argento ikke er blevet bedt om at medvirke, føles det ufint og bagvaskende at læsse et helt livs beslutninger over på ’den sidste kvinde’.
Til gengæld er ærligheden Morgan Neville får ud af sine faktiske medvirkende slående, og der navigeres eminent uden om den berøringsangste lovprisning, man kunne have frygtet, Bourdains både tragiske og relativt nylige død ville indhylle ‘Roadrunner’ i. Lige så stort indtryk roserne gør, mærker man især helstøbtheden i gengivelserne af bristerne.
Uanset hvor godt man kendte Anthony Bourdain, giver hans liv genlyd i en tid, hvor vi forguder kokke som rockstjerner, og hvor enhver kendiskok har været på en form for eksotisk tv-udflugt.
‘Roadrunner’ er en fornøjelse fra start til slut. Man er overladt til det stilsikre og stramme greb, Morgan Neville holder om filmoplevelsen, så selv den største stjerne kommer helt tæt på.
Kort sagt:
Så længe ‘Roadrunner’ forbliver et kompliceret og sagligt portræt af Anthony Bourdain, er den det øjenåbnende, underholdende og smukke punktum, han har fortjent.