8. ’Harry Potter og Dødsregalierne del 1’
Lad mig med det samme sige: Den første del af Harrys jagt på Dødsregalierne er ikke en dårlig film. Den rammer fint hovedkarakterernes modløshed over at være blevet efterladt af Dumbledore uden klare instrukser og den allestedsnærværende fare af onde kræfter, som lurer om hvert et hjørne.
Højdepunkterne er scenerne, hvor Slytherins medaljon sår splid imellem trekløveren, når de skiftes til at bære den – som taget ud af ’Ringenes herre’ – og trioens infiltration af Ministeriet for magi, der er faldet under Voldemorts kontrol, hvor de får deres kærkomne hævn over Nidkjær, som blindt følger den nye ministers inkvisitoriske dagsorden.
Men filmen formår ikke på tilfredsstillende vis at opbygge historien om De tre brødre og Dødsregalierne – animationssekvensen, der forklarer bøgernes mytologi, er en ærgerlig fantasiløs formidling. Og så styrer filmen i en bred bue udenom Dumbledores fortid med Grindelwald, der i bøgerne blotlægges i sladderskribenten Rita Rivejerns sensationssøgende biografi – og som får Harry til at tvivle endnu mere på Dumbledores intentioner.
Det er en helt central del af fortællingen om den skrøbelige grænse mellem det gode og det onde, som i den grad havde løftet næstsidste film, der ender med at føles som simpel ploteksekvering forud for det store slag. Man aner, at Dumbledores baghistorie efterlades på gulvet af rent kommercielle årsager – den kommende ’Fantastiske skabninger’-film har i hvert fald fået titlen: ’Dumbledores hemmeligheder’…
7. ’Harry Potter og Halvblodsprinsen’
At filmatisere ’Halvblodsprisen’, der er en af de mest komplekse bøger med sin udforskning af Voldemorts barndom og mytologien omkring Horcrux’erne, har givetvis været en hård opgave. Som boglæser er det i hvert fald svært ikke at blive skuffet over alt, der mangler.
David Yates har skåret ned på en række af de centrale minder fra Tom Riddles barndom, hvilket skæmmer de efterfølgende ’Dødsregalierne’-film, der savner et solidt grundlag at stå på, når Harry og co. går på jagt efter Horcrux’erne. Til tider føles jagten meningsløs, båret af rent held. Og så er Harrys forhold til Halvblodsprinsens gamle skolebog ærgerligt underfortalt, hvilket gør, at hans altopslugende had til Snape efter filmens hårrejsende finale ikke når helt samme højder som i bogen.
Yates forsøger at finde lys i mørket, hvilket egentlig er et klædeligt ærinde i en film, der ellers kunne have været sort som kul i kølvandet på Voldemorts fremmarch (mesterfotografen Bruno Delbonnel går amok i billeder drænet fuldkommen for farve). Men det er svært for alvor at sætte pris på skildringen af teenagelivets kærlighedskvaler og klasseværelsesdynamikken på Hogwarts, når det sker på bekostning af nuanceringen af Voldemort, hans motivation for at skabe Horcrux’erne og båndet mellem Dumbledore og Harry.
Min personlige kæphest er dog slutningen, hvor Snape træder i karakter: Det føles ikke helt troværdigt, at Harry blot gemmer sig under en trappe, mens han ser Dumbledore dø – og at Snape sågar ser ham. Det fungerer langt bedre i bogen, at Dumbledore har forhekset Harry, så han ikke kan bryde ind i Malfoys plan – vi ved jo, at Harry altid griber ind for at forsvare folk i nød.
Ret skal være ret: Tom Felton gør det fremragende i scenen, men jeg ville ønske, at vi havde set mere til Malfoys forfald i løbet af filmen. Og så savner jeg den store duel mellem Ordenen og Dødsgardisterne i Hogwarts’ korridorer, der var et højdepunkt i bøgerne, men som blev skåret, fordi Yates hellere ville gemme krudtet til ’Dødsregalierne del 2’.
6. ’Harry Potter og Dødsregalierne del 2’
Den får ikke for lidt i det stort anlagte punktum for ’Harry Potter’-serien – filmen, hvor Harry, Hermione og Ron undslipper Gringotts på drageryg, hvor McGonagall sender Snape på flugt fra Hogwarts, og hvor Harry og Voldemort tager en overdrevet CGI-tung flyvetur rundt om Hogwarts i deres afgørende showdown.
Yates maler med den store pensel, og selvom det ofte kammer over i computereffekter (at Voldemort og Harry ikke kæmper i Storsalen er stadig en ærgerlig beslutning), har filmen det episke vingesus, man forventer af en slutning på en filmserie af denne kaliber.
Bevares, Lupus og Tonks’ død havde bestemt stået stærkere, hvis vi havde set mere til deres nyfødte barn og Harrys rolle som gudfar, men filmskaberen har det tilsyneladende helt fint med at udelade den slags rørende øjeblikke, ud fra devisen at hans publikum allerede har læst bøgerne fra ende til anden og selv kan udfylde hullerne.
Heldigvis går Yates all in på tre af de helt centrale scener: Snapes minder, der går lige i hjertekulen, når vi endelig ser hans dådyr-patronus (perfekt spillet af uforglemmelige Alan Rickman), Harrys accept af sin skæbne over for Voldemort i Den forbudte skov og Harrys sidste møde med Dumbledore på transitperronen på dørtærsklen til efterlivet.
Er man villig til at glemme de små momenter i bøgerne, som kunne have givet finalen endnu mere følelsesmæssig pondus (husalferne, der hjælper i kampen mod Dødsgardisterne, og hele historien om Dumbledores bror, Aberforth), står filmen som et flot farvel til Harry og co.
5. ’Harry Potter og hemmelighedernes kammer’
’Alene hjemme’-instruktøren Chris Columbus’ anden Harry Potter-film følger langt hen ad vejen spillereglerne fra forgængeren. Det er en film dedikeret til at udforske mytologien omkring Hogwarts, men denne gang løfter fortællingen blikket med et kritisk blik på skolens grundlæggeres forskelligheder og kløften mellem Slytherin-kuldet, som tror på rent trolddomsblod, og de inkluderende og godhjertede Gryffindors på den anden side.
’Hemmelighedernes kammer’ går en til tider ujævn balancegang mellem komiske quirks – se bare på Kenneth Branaghs øretæveindbydende Glitterik Smørhår, Rons defekte tryllestav (årsag til mange underfundige påfund) og den overdramatiske flyvende biltur – og den ellers ganske uhyggelige plotlinje om etnisk udrensning på Hogwarts.
Filmen, der vel nok er en halv time for lang, fungerer klart bedst, når den udforsker den hårfine grænse mellem god og ond – tydeliggjort ved Harrys ambivalente forhold til sine evner som slangehvisker og Tom Riddles evner til at forføre folk omkring ham og skjule sin ondskab bag en pæn skoledrengsfacade. Som altid handler det om at være tro mod sig selv og sine værdier.
Slutningen, hvor Hagrid vender hjem fra Azkaban – renset af Tom Riddles anklager om at have åbnet Hemmelighedernes kammer 50 år forinden, takket være Harry, Hermione og Ron – er et episk og hjertevarmt højdepunkt, som matcher forgængeren.
4. ’Harry Potter og Fønixordenen’
Der var delte meninger om David Yates’ forsøg på at trække Harry Potter-serien i en mere mørk og teenagehormonel retning, da ’Fønixordenen’ udkom. Jeg selv var blandt filmens kritikere, men ved gensyn må jeg indrømme, at filmen er Yates’ bedste med dens slet skjulte kritik af menneskehedens evne til at vende det blinde øje til – endda lade sig forføre – når onde kræfter griber ud efter magten.
Gary Oldman gestalter fantastisk Sirius Blacks indestængte vrede over ikke at kunne yde Ordenen hjælp i deres utrættelige kamp for at stoppe Voldemorts hastige rekruttering (Helena Bonham Carter er en genial tilføjelse til castet i rollen som Bellatrix Lestrange).
Kastrationen spejler sig på Hogwarts, hvor Harry må se til i afmagt, mens Nidkjær (fænomenale Imelda Staunton) forvandler skolen til et totalitært styre, som Dumbledores Armé tager kampen op imod.
Det er en mørk kerne, men som en slags forløber for ’Twilight’ formår filmen at indskyde det politiske plot med fine kærlighedsscener, som skildrer teenagelivet i øjenhøjde. At filmen taber Harrys romance med Cho Chang på gulvet, er man kun villig til at glemme, fordi de forudgående scener har været så gribende.
Og så er det her, at Yates’ bombastiske ambitioner om en CGI-drevet blockbuster lykkes bedst i den visuelt overlegne slutsekvens, hvor Dødsgardisterne jagter Harry i profetisalen og Voldemort og Dumbledore duellerer i Ministeriet for magis entré.
Filmens hjerte er forholdet mellem Harry og Sirius, som ender med at blive alt for kortlivet. Følelserne rammer rent, så man virkelig forstår Harrys smerte, hævntørst og skyldfølelse over ikke at have kontrolleret sin telepatiske forbindelse til Voldemort.
3. ’Harry Potter og De Vises Sten’
Det er umuligt ikke at honorere Chris Columbus’ kolossale indsats med etableringen af tonen og universet i den første ’Harry Potter’-filmatisering. ’De Vises Sten’ er – ligesom bogen – ikke den film i serien, der er rigest rent tematisk. Tonen er for det meste let og frimodig og man skal ikke se manuskriptet om Voldemorts forsøg på at genopstå via Nicholas Flamels evighedssten for meget efter i sømmene, før det virker en smule halvbagt – det er trods alt også en børnefilm.
Men hvilken børnefilm!
Fra den ikoniske musik af John Williams til den fremragende casting og instruktion af børneskuespillerne, der for en hel generation skulle blive synonym med J.K. Rowlings karakterer, formår Columbus at skabe en noget nær perfekt overførsel af bogforlægget.
Med brug af overdådige praktiske effekter opbygger filmen en magisk verden, som langt overgår de senere films brug af heftig CGI. Hogwarts føles på en gang håndgribeligt og overvældende magisk. Ikoniske scener er der nok af: Fra Quidditch-kampene til Harrys første møde med Hagrid og Diagonalstræde og brevtæppebombningen af Dursley-familien.
Columbus lægger effektivt byggestenene for resten af filmserien og udfolder flot den centrale mytologi om Harrys mors rørende kærlighedsoffer, som i sidste ende muliggør, at han besejrer Quirrell og Voldemort. Alt sammen båret af en fremragende kemi mellem det fænomenale cast, der er spot on i rollerne – særligt MVP Richard Harris, som i min bog altid vil være den rigtige Dumbledore.
2. ’Harry Potter og Flammernes Pokal’
Instruktør Mike Newell havde fået en nærmest umulig opgave med filmatiseringen af Rowlings murbrok ’Flammernes Pokal’, der fortsætter og stadfæster den dystre grundtone først introduceret i ’Fangen fra Azkaban’ med Voldemorts genkomst.
Men på imponerende vis formår den fjerde film i serien at åbne universet op med titlens internationale trolddomsturnering og det indledende verdensmesterskab i Quidditch, samtidig med at den viderefører de intime, missionsdrevne rammer fra de første tre film.
Tilsæt så at Newell finder en noget nær perfekt balancegang mellem at udforske udfordringerne i hovedrollernes hverdagsliv som teenager, uden at det stjæler fokus fra hovedattraktionen: Den konstant medrivende turnering.
Filmen udlægger med stort overskud de mange uhellige alliancer og skjulte dagsordener i en tiltagende politisk og splittet magi-verden, hvor Dødsgardisternes terrorangreb i starten af filmen skyder en kile ind mellem de to fraktioner af magikere.
Brendan Gleeson er fremragende i rollen som Skrækøje Dunder, der viser sig at have en mørk hemmelighed, og Robert Pattinson giver et tidligt bud på sit store talent i rollen som Cedric Diggory. Men det er Ralph Fiennes, der stjæler showet som Voldemort i den fænomenale finale. Den hvislende stemmeføring og hans gennemførte reptil-look kunne let være faldet til jorden, men Fiennes løfter Voldemorts rendyrkede ondskab ved at tilføje et strejf af manipulerende nænsomhed.
1. ’Harry Potter og fangen fra Azkaban’
Der er ingen ’Harry Potter’-film over Alfonso Cuaróns mesterlige tidsrejsefilm, der på virtuos vis tager et kvantespring fra Columbus’ børnefilm og bringer Harry ind i de voksnes rækker med et mørkere univers, hvor indsatsen er større end nogensinde.
Allerede med scenen i Det hylende hus, hvor nogle af Englands fineste skuespillere – fantastiske Gary Oldman, David Thewlis, Timothy Spall og Alan Rickman – står over for hinanden, når Cuarón nye højder.
Og instruktøren bliver ved med at overgå sig selv: Først når Harry må tage afsked med surrogatfaren Sirius, øjeblikke efter han har erfaret sandheden om sin gudfar, og dementorerne melder deres ankomst, dernæst når Hermione med Dumbledores hjælp afslører den centrale tidsrejsefidus for Harry, så de sammen kan redde dagen.
Filmen formår at fremkalde de største følelser i serien med sin evigtgyldige pointe om, at skinnet kan bedrage – en genkommen tematik i universet – og sin hjerteskærende udlægning af alt det, Harry mistede, da Voldemort slog hans forældre ihjel.
For første gang træder den unge troldmands fortid klart frem, og Harrys afsavn bliver stærkere end nogensinde før, når han står side om side med sin fars to barndomsvenner, Sirius og Lupus. Hvordan fortidens grusomheder kaster lange skygger ind i nutiden, spejles på fremragende vis i Lupus’ indre kamp med sin sande natur og Harrys følsomhed over for dementorerne, der straks griber fat i hans mest ubehagelige minde.
Det er en hæsblæsende tour de force af filmmagi fra start til slut, der både formår at udvide universet og Harrys historie uden at gå på kompromis med livet på Hogwarts.
Alle Harry Potter-filmene kan ses på HBO Max.