Stor international ros til Christian Tafdrups stærkt imødesete gyser: »En af de mest ubehagelige film, du kommer til at se i år«

Stor international ros til Christian Tafdrups stærkt imødesete gyser: »En af de mest ubehagelige film, du kommer til at se i år«
'Speak No Evil'. (Foto: Erik Molberg)

Christian Tafdrups kommende gyser ‘Speak No Evil’ går i disse dage sin sejrsgang på den prominente Sundance Film Festival i Utah forud for den danske premiere i marts.

De internationale anmeldere er stærkt begejstrede for den danske provocateurs grænseoverskridende satire over høflighedskultur.

Indiewire kvitterer med topkarakteren A og beskriver filmen som »et mesterligt værk bestående af sadistisk og møjsommeligt udstrakt social horror, som sidder i én længe efter (filmen er slut, red.)«.

The Playlist er også begejstret for gyseren om det danske par, der besøger et hollandsk par, de har mødt på en ferie, på deres landsted langt ude på bøhlandet og langsomt får deres grænser overskredet.

Anmelderen sammenligner filmen med Ari Asters mesterlige ‘Hereditary’ og ‘Midsommar’ og skriver: »Forbered dig på en af de mest forstyrrede og ubehagelige film, du kommer til at se i år. […] Tafdrup er en mester til at opbygge spænding, så publikum venter med åndeløs forventning«.

‘Speak No Evil’ bliver også velanmeldt i branchemagasinet Screen, der beskriver filmen som »en dybt ubehagelig film, en omhyggeligt afvejet øvelse i satirisk sadisme«.

Variety sammenligner filmen med Michael Hanekes ‘Funny Games’ og roser Tafdrup for sin præcise instruktion, der får ubehaget til at synge: »Instruktøren skyder og klipper næsten hver scene, så selv de mest harmløse handlinger føles fyldt med forventningen om, at noget forfærdeligt vil ske, mens skruetvingen langsomt strammes om seeren i ubehagelig grad«.

Med de ord er det svært ikke at glæde sig endnu mere til ‘Speak No Evil’s danske premiere den 17. marts. Se den creepy trailer HER.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af