’Archive 81’: Found footage-genren får et vrid i Netflix’ stemningsfulde gyserserie
Et mystisk firma spørger, om du vil restaurere nogle gamle vhs-bånd i et isoleret hus for 100.000 dollars. Hvad kan gå galt? For Dan Turner er svaret: Rigtigt meget.
’Archive 81’ er det seneste skud på stammen af high concept-gyserserier fra Netflix, og udover et hook i stil med ’Squid Game’ kan serien nok bedst beskrives som ’Stranger Things’ til et ældre publikum, bygget på en podcast.
I serien følger vi Dan (Mamoudou Athie), som restaurerer og digitaliserer gamle film. Han takker ja til at restaurere nogle videobånd, fordi han ser en mulig sammenhæng med sin egen dystre fortid. Igennem båndene møder vi seriens anden hovedkarakter Melody (Dina Shihabi), en antropologistuderende i gang med et ph.d.-projekt om en mystisk lejlighedsbygning i New York i 1993, som efterfølgende brændte ned og gav brandskader på båndene.
Hun flytter selv ind i bygningen, som hurtigt viser sig at være et af de der typiske lukkede gysersamfund, hvor alle sladrer om dig i en satanisk kult i kælderen. Hvad der helt præcis foregår i bygningen, bliver seriens primære drivkraft, hvor vi både følger Melodys efterforskning i fortiden og Dans undersøgelse af det mystiske firma, der hyrede ham i nutiden.
’Archive 81’ er en stemningsfyldt gyserserie, som ikke forlader sig på billige jumpscares med høje lyde og monstre, som springer frem mod kameraet. I stedet skaber serien en utryg stemning igennem en satanisk eller dæmonisk tematik, som mange vil genkende fra moderne hovedværker som ’The Witch’ og ’Hereditary’.
’Archive 81’ skyder dog mere med spredehagl i forklaringen på de overnaturlige hændelser. Er det heksekunster, en Cthulhu-lignende dæmon, en satanisk kult, en komet, et upside-down-univers, eller er begge vores hovedkarakterer bare skingrende sindssyge? Det starter meget indviklet og skæres til sidst ud i pap.
Filmnørder vil helt sikkert have det sjovt med de utallige referencer til gamle klassikere som ’Solaris’, ’Jason and the Argonauts’ og ’Hausu’, som naturligt inkorporeres, fordi Dan arbejder på et filmmuseum. Der er ligeledes til serien skabt to gamle, sort-hvide filmklip, som spiller en stor rolle i plottet.
Skuespilpræstationerne er gode hele vejen rundt, specielt i nogle drømmescener, hvor de to hovedkarakterer har fin kemi. De scener giver plads til at udfolde vores hovedkarakter, hvilket serien ellers forsømmer. Hovedforfatter Rebecca Sonnenshine har så travlt med sit smarte og langt hen ad vejen interessante spin på found footage-genren, at hun helt glemmer at sætte hovedkaraktererne ordentligt op.
Med næsten otte timer at udfylde bliver det til mange scener med et bånd, der bliver restaureret, set og derefter analyseret for at løse mysteriet i nutiden. Heldigvis leverer Sonnenshine dygtigt cliffhanger-twists i slutningen af hvert afsnit.
Strukturen bliver brudt i afsnit 7, desværre blot for at give os et rigtig langt og unødvendigt flashback. Finalen ender i et visuelt interessant klimaks med en slutning, som vender det hele på hovedet til næste sæson.
Kort sagt:
Et kompliceret, men interessant og stemningsfyldt mysterium hæmmes af en gentagende found footage-struktur med mere fokus på at give genren et spin end på overbevisende karakterskildringer.