‘Don’t Breathe 2’: Pinagtig opfølger til gysersucces giver voldtægtsmanden en samvittighed
Der er mange måder at forestille sig, at man kunne lave en ganske glimrende efterfølger til Fede Alvarez’ intense home invasion-film fra 2016, ’Don’t Breathe’. Filmen om tre desperate indbrudstyve, der opdager, at den blinde eneboer, som er deres mål, er en toptrænet og blodtørstig NAVY Seals-soldat, sluttede trods alt med, at en af tyvene slap af sted med mandens penge, alt imens han selv overlevede sine kvæstelser.
Et halvt årti efter originalen har Alvarez og hans faste samarbejdspartner Rodo Sayaguez valgt det absolut lavest hængende æble fra træet: I ’Don’t Breathe 2’ har den blinde mand (Stephen Lang) kidnappet den forældreløse pige Phoenix for at fylde hullet fra sin afdøde datter.
Verden er ifølge ham et farligt sted, og de to lever en isoleret tilværelse med daglige træningssessioner og med en anden krigsveteran, der leverer varer, som den eneste kontakt fra samfundet udefra. Den imaginære trussel kommer ramlende, da en gruppe meth-dealere ud af det blå invaderer huset og kidnapper den lille engel, hvilket sætter eks-elitesoldaten på et glammende hævntogt.
Så langt, så genkendeligt. Lige siden Luc Bessons ’Léon: The Professional’ har små, uskyldige pigebørn ageret sutteklud for alverdens moralsk forkvaklede mordere. Fra John Creazy i ’Man on Fire’ til Kate i Netflix’ erhm… ’Kate’ (der faktisk er bedre, end titlen antyder).
Hvor ’Don’t Breathe’ leverede et intelligent twist på en genkendelig genre, da det var forbryderne, som var ofrene frem for husejeren, gør efterfølgeren absolut intet for at overraske.
Da en organsmugler eftersøges i nyhederne tidligt i filmen, tager det ikke megen indsigt at regne ud, hvad skurkenes egentlige intention er.
I stedet virker ’Don’t Breathe 2’ som en vennetjeneste fra producerne Alvarez og Sam Raimi til debutinstruktøren Sayaguez. Beklageligvis har han langt fra det samme øje for exploitation-genren.
Skuespilleren Madelyn Grace er horribelt utroværdig som den traumatiserede teenager Phoenix, som bare vil flyve fra reden. Og det er svært ikke at give instruktionen skylden, når selv habile Stephen Lang leverer en søvnig præstation i en rolle, han ellers nailede i den originale, som det lavmælte spekter fra Amerikas krige på den anden side af jorden.
Ikke at Alvarez og Sayaguez’ bovlamme manuskript hjælper skuespillerne meget mere. »Han er Navy SEALS«, gyser en af skurkene om den blinde mand. »Han er død SEALS, bro«, replicerer makkeren. Hvilke guldkorn!
De fejlciterer endda ’Léon’. Da skurken kalder alle sine håndlangere ned, råber han »All of them« i stedet for »Everyone«.
Det største problem med efterfølgeren er dog ikke, at den ikke kan følge en så simpel præmis til dørs. For præmissen, som Alvarez og Sayaguez har valgt – om den grusomme mand, hvis sjæl skal reddes af den nådige pige – er i sig selv komplet idiotisk at prøve at pådutte den blinde mand. I den originale film er det store chok, at manden har fanget en kvinde i kælderen, som han har imprægneret, så han igen kan få en datter. Der er vist et ord for den slags forbrydelser.
De to manuskriptforfattere nødt derfor til at bruge hele handlingsforløbet på at holde hånden over deres hovedperson. Men lige lidt hjælper det. Ligegyldigt, hvor mange kamphunde han ikke skyder. Ligegyldigt, hvor mange gange han selv adresserer, at han er et monster. Og ligegyldig, hvor mange kvinder der forsikrer ham, at han skam er god nok på bunden.
I ’Don’t Breathe’ var den blinde mand mere eller mindre Jason Vorhees. I efterfølgeren bestemmer han sig i sidste minut for at få et moralsk kompas.
Sjældent har en så simpel og gennemtærsket præmis været så møghamrende utroværdig.
Kort sagt:
Manuskriptforfattere Fede Alvarez og Rodo Sayaguz prøver at give voldtægtsmanden og morderen fra den originale ’Don’t Breathe’ en samvittighed med en lille pige som sutteklud, og det går nogenlunde så godt, som man kunne forvente. At filmen er pinagtigt ringe instrueret, er blot prikken over i’et.