Det kan godt være, at han som den ene halvdel af The Last Shadow Puppets er blevet dresset op i stilsikker herrejakke og tynde, moderigtige jeans. Og at de energiske pubschlagere for en stund er droppet til fordel for orkestral bohemerock. Men inde bag de lånte klæder er Alex Turner stadigvæk den samme 22-årige, som man alt efter humør har lyst til at kævle bajere med eller stikke en flad.
»Hallo Rasmus. Mit ansigt er ved at falde af!«
I første omgang er sympatien indiskutabelt på hans side. Også selvom den ansigtsforbrænding, Alex Turner hentyder til, stammer fra et ophold under en sydfransk forårssol. Og måske kan det samtidig også forklare, hvorfor han har så svært ved at finde på noget sammenhængende at sige om The Last Shadow Puppets’ musik.
Så er stemmebåndet på hans noget mindre kendte makker, The Rascals-forsangeren Miles Kane, straks mere velsmurt: »Der er en masse følelser i det, det er emotionelt, det er dramatisk, det er energisk, og det er nervepirrende!«, lyder hans karakteristik af duoens musik.
Og sandt er det, at der ikke er sparet på de følelsesforstørrende virkemidler på deres dramadyrkende fællesalbum, ‘The Age of the Understatement’. Her overdænges den uforberedte lytter nemlig med så massive mængder højtbelagte strygerarrangementer, brølende blæsere og svulstige guitarbredsider, at selv erfarne filmkomponister må føle sig truet på levebrødet.
De to briter mødte hinanden for første gang i sommeren 2005, hvor Kanes daværende band Little Flames havde opvarmningstjansen på Arctic Monkeys daværende turné. Her fandt de to frontmænd hurtigt ud af, at de klikkede overordentlig godt sammen:
»Vi er rimelig ens, og vi har de samme fritidsinteresser, for eksempel astma«, konstaterer Turner lakonisk. Igen er Kane mere snakkesalig: »Vi blev venner, før vi overhovedet havde overvejet at lave musik sammen. Senere var det selvfølgelig ret oplagt at skrive sange sammen. Og det var sikkert også en attraktion, kan man sige«.
Stadig en drengerøv
På samme måde som Scott Walker og David Bowie i 60’erne og 70’erne dyrkede den romantiske myte om den geniale kunstner med en overnaturlig indsigt i følelseslivets kringelkroge, emmer sange som titelnummeret samt ‘Standing Next to Me’ og ‘Meeting Place’ af fatale kvinder, kødelig lyst og en svulmende længsel efter udfrielse fra det daglige rotteræs.
At vi i tilfældet Alex Turner langt fra har at gøre med en blødhjertet ungersvend, der som en anden, ung Werther lever et lidelsesfuldt liv i følelsernes vold, står dog hurtig klart. Tværtimod vægtes livets mere prosaiske glæder over poetisk åndfuldhed.
Er du romantiker?
»Er du ikke selv lidt af en romantiker. Det tror jeg, du er«.
Måske er jeg.
»Jo, du er. Jeg kan høre det på din latter«.
Du har nok ret. Men det er også en pointe, at det får mig i en stemning af…
»Får dig i stemning!? Kunne du godt tænke dig at knalde til vores album?«
Mere vidtløftigt bliver det ikke i denne omgang fra en af de seneste års mest hyldede, britiske musikere. Og måske er dét netop en pointe. For man kan muligvis godt hive knægten væk fra gadehjørnet og ind i et veludrustet studie. Men blot fordi Turner som enhver rask, ung mand eksperimenterer med form og udtryk, er den mentale pipeline til pubhverdagslivet langt fra blokeret. Og det er jo sådan set meget betryggende.
Tiden flyver, og interviewplanen er allerede begyndt at skride, så bandets kvindelige manager bekendtgør med neutral, men bestemt Frøken Klokke-stemme, at samtalen skal til at slutte.
Damen vil vist have os til at stoppe.
»All right, men god fornøjelse med at have sex til vores album!«
Artiklen har tidligere været bragt i Soundvenue #21.