Kanye Wests seneste påfund på sociale medier er at kræve en undskyldning fra Billie Eilish, som han mener har fornærmet Travis Scott.
Faktisk skriver West, at han ikke vil optræde på årets Coachella-festival, hvor han er hovednavn sammen med Eilish, før Scott har modtaget en undskyldning fra Eilish. En lidt overilet trussel, der givetvis skal tages med et gran salt.
Det sker efter, at Eilish i lørdags stoppede en af sine koncerter for at hjælpe en fan i nød. Selvom hun ikke sagde noget om Scott, har nogle tolket det som en indirekte reference til Astroworld-tragedien, da hun sagde: »Jeg venter på, at folk er ok, før jeg fortsætter«.
På Instagram skriver West: »Kom nu, Billie. Vi elsker dig, vær sød at undskylde til Trav og til familierne til de mennesker, der mistede livet. Ingen havde intentioner om, at det skulle ske. Trav havde ingen idé om, hvad der foregik, mens han var på scenen, og han var meget såret over, hvad der skete. Og ja, Trav kommer til at optræde med mig til Coachella. Men lige nu har jeg brug for, at Billie undskylder, før jeg optræder«.
I kommentarsporet på Wests Twitter har Eilish svaret på postyret: »Jeg sagde ikke et ord om Travis. Jeg hjalp bare en fan«.
West er i øjeblikket enormt aktiv på sociale medier, hvor han hyppigt skændes med sin ekskone Kim Kardashian. Han burde ellers have travlt med at arbejde på sit kommende album, ‘Donda 2’, der efter sigende lander senere på måneden.