’Borgen’: Det er smaskhyggeligt at have DR’s hitserie tilbage hver søndag
I en scene i fjerde sæson af ’Borgen’ ser TV1’s journalister tilbage på klip fra Birgitte Nyborgs politiske karriere.
»Jeg er blevet politiker, fordi jeg engang havde en mening om, hvordan vi skulle indrette verden. Og det har jeg stadigvæk«, siger hun i den improviserede brandtale, der sikrede hende en mandatfordobling og statsministerposten i seriens første afsnit.
Men det er efterhånden mange år siden, og Birgitte Nyborg 4.0 lader ikke til at tro på så meget mere. Hun er – ganske realistisk – blevet en kynisk levebrødspolitiker, der næsten uden dårlig samvittighed skifter klimapolitik på live-tv for at redde sin egen røv og ministertaburet.
Meget har i det hele taget forandret sig i Adam Prices genoplivning af sit internationale DR-dramahit fra 2010-13, der fulgte idealisten Birgitte Nyborgs møde med magt, ansvar og kompromiser som nyudnævnt statsminister. Birgitte er stadig formand for Nye Demokrater og er efter en tid i oppositionen nu blevet udenrigsminister i en regering ledet af Arbejderpartiets yngre statsminister Signe Kragh (Johanne Louise Schmidt).
Birgitte er 53 år og nyder friheden til at arbejde igennem, efter at børnene Laura og Magnus er fløjet fra reden, og der ikke længere sidder en mand og venter utålmodigt derhjemme. Men hun har også svært ved at forestille sig et liv uden sin politikeridentitet.
»Hvis jeg ikke er hende, der arbejder 19 timer i døgnet som udenrigsminister, hvem fanden er jeg så?« spørger hun retorisk i et presset øjeblik.
Magten er svær at afgive, og Birgitte har det svært med, at hun ikke længere sidder ved den absolutte bordende. Det hjælper ikke, at Signe Kragh i en ret sjov, næsten for tæt parodi på Mette Frederiksen, er overkontrollerende over for sine ministre, halvkorrupt i sit forsøg på at indsætte sin gamle ven Michael Laugesen (Peter Mygind) som stabschef og populistisk over for vælgerne.
Birgitte, der ellers selv har et godt tag på såkaldt almindelige mennesker, rynker på næsen over statsministerens Instagram-opslag med rugbrødsmadpakker og TheFutureIsFemale-hashtags og hendes reprimande om, at Birgitte »er meget langt fra vælgerne«.
Da der bliver fundet olie på Grønland, insisterer både udenrigsminister og statsminister på, at det hører under deres område, men Birgitte må finde sig i at blive banket grundigt på plads, da hun går solo i medierne. Da sagen viser sig at være kompliceret, måske endda en dårlig sag for regeringen, ender den dog alligevel på Birgittes bord.
Det bliver startskuddet til en spændende udfoldelse af konflikterne omkring Arktis – både i forhold til relationen mellem Danmark og Grønland og til internationale interesser fra stormagterne USA, Rusland og Kina. Vi følger det politiske drama både gennem Birgittes politiske forhandlinger og gennem hendes nyudnævnte arktiske ambassadør, Asger Holm Kirkegaard (Mikkel Boe Følsgaard), der som teoretisk embedsmand i laksko får sin sag for, da han bliver kastet ud i praktisk diplomatisk arbejde i Grønland.
Konflikten omfatter ikke mindst den globale klimadebat: Grønland vil gerne udvinde olien for at fremme landets økonomi og selvstændighed, men det går imod den danske regerings grønne klimapolitik. Som det grønlandske folketingsmedlem Jens Enok (Angunnguaq Larsen) indvender:»Pludselig er det Grønland, der skal betale for Vestens forurening gennem de seneste 200 år. Synes du ikke, vi allerede betaler den pris?«
Klimadebatten kommer også til udtryk gennem Birgittes søn, Magnus (Lucas Lynggard Tønnesen), der i hemmelighed laver ulovlige klimaaktioner. Det illustrerer fint generationskløften, da Birgitte ved første møde straks kommer op at skændes med Magnus’ medsammensvorne og nye kæreste, Alba (Fanny Bornedal), som hun beskylder for at spille offerrollen i klimadebatten – mens Birgitte i sine egne øjne arbejder reelt for klimaet frem for bare at råbe op.
At det er så som så med at følge sine egne idealer, når det kommer til stykket, er der ingen grund til at næve.
Imens tiltræder Katrine Fønsmark (Birgitte Hjort Sørensen) som nyhedschef for TV1. Her viser det sig hurtigt, at det at være en dygtig journalist ikke er det samme som at være en god chef – og at arbejdskulturen har forandret sig, siden hun selv var studievært med graverdrømme.
Det falder ikke i god jord, da Katrine beder sine journalister om at droppe forældremøder og bryder ind i kontrolrummet for at blande sig i værtens interview. Men måske får hun alligevel brug for sin gamle graversnude, da hun sammen med sin gamle chef Torben Friis (Søren Malling) får færten af en sms-korrespondance (lyder bekendt?) med potentiale til at vælte Birgitte Nyborg. Dadadah!
Det kører for den nye sæson af ’Borgen’, specielt da historien for alvor får fat i afsnit 3. Konceptuerende instruktør Per Fly har skabt et spændingsfyldt tempo og stilrent univers og instrueret det stærke cast med sikker hånd. Det fungerer godt, at serien modsat i de tidligere sæsoner giver sig tid til at gå i dybden med én historie, og valget af Arktis som omdrejningspunkt er perfekt komplekst og aktuelt.
Det klæder serien at udforske Birgitte Nyborgs mørkere sider – herunder også hendes praktiske kynisme i forhold til sin søn – og magtens korruption. Adam Price har ikke helt opgivet Bent Sejrøs (Lars Knutzon) mansplaining om Birgittes »muligheder«, men da han kun optræder kort, føles det næsten som en nostalgisk irritation.
I det hele taget er det smaskhyggeligt at få ’Borgen’ tilbage på sendefladen ligesom i de gode gamle flow-tv-dage, og serien er spændende og underholdende nok til, at jeg personligt vil sidde klar hver søndag.
Kort sagt:
Den nye sæson af ’Borgen’ er et velkomment throwback til DR’s klassiske søndagsdrama, men har opdateret sig selv med et højaktuelt tema om Grønland og klima og en udforskning af magtens langtidsvirkninger i form af en stigende kynisk Birgitte Nyborg.
Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.