Laurits Munch-Petersen skal til at støve jakkesættet af. Om et par uger skal den danske instruktør gå ned ad den røde løber med Michael Bay, Jake Gyllenhaal og Yahya Abdul Mateen II, når den amerikanske filmatisering af hans debutfilm ’Ambulancen’ får verdenspremiere i Los Angeles.
Rejsen dertil har været lang.
Der er gået 17 år, siden ’Ambulancen’ fik premiere i de danske biografer til en blandet kritiker- og publikumsmodtagelse med sin historie om to brødre, spillet af Thomas Bo Larsen og Paw Henriksen, der røver en bank for at finansiere behandlingen, som skal redde deres mor fra døden.
De flygter i en parkeret ambulance og opdager først for sent to blinde passagerer bagi bilen. Pludselig står de to brødre over for deres livs valg: Skal de redde deres egen familie eller et tilfældigt liv?
Men trods ventetiden har genindspilningen været under opsejling siden 2005, hvor den Oscar-vindende producer Kim Magnusson med det samme så remakepotentialet i filmen.
»Kim har jo den vildeste forbindelse til USA, og allerede da jeg fortalte ham om ideen til filmen, sagde han, at det skreg på Hollywood. Vi optog filmen lige efter Filmskolen, hvor min afgangsfilm ’Mellem os’ vandt en Student Oscar. Det skabte en åbning i Hollywood, hvor vi fortalte om ’Ambulancen’. Under optagelserne fik vi besøg af folk fra England og USA, der viste interesse i ideen og lige siden har processen været i gang«, fortæller Munch-Petersen.
I tidens løb var der flere profilerede instruktører, der havde manuskriptet mellem hænderne. Blandt andre Hollywood-veteranen Philip Noyce, som i 2015 blev annonceret som instruktør på en amerikansk version. Den konstellation endte med at kollapse, og Munch-Petersen begyndte langsomt at tvivle på, om det ville blive til noget. Han havde selv fået et tilbud om at lave en genindspilning i Australien, som han begyndte at genoverveje.
»Jeg kan huske, at jeg sagde til producerne hos Nordisk Film: ’Kom nu, sig ja til nogle af dem, der byder ind’. Men de var helt cool og sagde: ’Hold your horses. Vi tror, det kan blive endnu større’. Og det kan jeg takke dem for i dag«, siger Munch-Petersen med et grin.
En vild overraskelse
Da corona ramte Hollywood i 2020, blev filmen nemlig interessant igen for de store amerikanske studier, fordi den primært foregår på én location med tre skuespillere foran kameraet, og derfor kunne realiseres under restriktioner.
Og takket være den amerikanske manuskriptforfatter Chris Fedak endte manuskriptet pludselig mellem hænderne på actionlegenden bag film som ’Armageddon’, ’Pearl Harbour’ og ’Transformers’, Michael Bay, der netop havde fået en kæmpemæssig produktion lagt ned på grund af corona.
»Chris Fedak elskede ’Ambulancen’ og havde lavet et kæmpe benarbejde ved at skrive et bud på en amerikansk version. Og fordi han også har samarbejdet med Michael Bay, foreslog han instruktøren at lave genindspilningen«.
Michael Bay var solgt med det samme, fortæller Munch-Petersen. Faktisk gik der kun et par måneder, fra rettighederne blev solgt, til optagelserne var i gang med en af verdens mest indtjenende instruktører ved roret. Det havde den danske instruktør ikke umiddelbart set komme.
»Jeg blev vildt overrasket, for han er en helt anden instruktør, end jeg selv er. Jeg havde slet ikke tænkt filmen så action-agtig, men min forhåbning er også, at hans film bliver så anderledes som muligt fra min. Da jeg lavede filmen, var jeg interesseret i kammerspillet i ambulancen, hvor skuespillerne og karakterernes psykologi var i fokus i et radikalt, lille rum«, fortæller instruktøren og fortsætter:
»Men det gav faktisk mening, at han greb ideen. Jeg synes, at selve konceptet og præmissen til filmen er fantastisk. Og det bliver interessant at se, hvordan det kommer til at se ud med et stort maskineri i ryggen«.
»Da jeg lavede filmen, var det en lowbudget-actionfilm med tre dogmer: Filmen skulle følge tre karakterer på én location i realtid. Men jeg undervurderede, hvor meget det kræver at lave action i Danmark. Politiafspærringer og den slags endte med at fylde enormt meget i forhold til at holde fokus på det intime rum inde i ambulancen. Og samtidig synes jeg, at min udførsel manglede noget ydre pres på karaktererne. Det er fedt, at der nu er en, som har budgettet til at tilføre det«.
Dude!
Selvom man ikke får medindflydelse, når man sælger sin film til USA, fik Munch-Petersen faktisk kontakt til Michael Bay. Først igennem officielle kanaler, da Nordisk Film planlagde et setbesøg, som dog i sidste ende blev forpurret af corona. Det fik dog den danske instruktør til at opsøge superstjernen via sociale medier.
»Jeg skrev direkte til Michael Bay på Instagram, hvor han postede en masse om ’Ambulance’. Han svarede efter 30 minutter: ’Hey Dude! Jeg vil elske at snakke med dig. Jeg er meget inspireret af dit originale koncept!’ Det var et totalt kultursammenstød. Vi kalder konsekvent hinanden for ’dude’, og Michael deler åbenhjertigt ud af sig selv, selvom han bor i den her kæmpe villa i Los Angeles med privatfly og helikopter«.
»Han har tre gigastore, hvide hunde, som han nogle gange kunne finde på at sende mig videoer af i fire beskeder i streg. Han behandler dem lidt, som om de var hans børn. De sidder med ved bordet, og han laver små skattejagter for dem, hvor han har gemt en skål mælk et sted i sin villa, som de skal løbe rundt og finde. Det er hunde, der nærmest er større end ham selv«, fortæller han grinende.
De to instruktører har holdt kontakten, og Bay har læst flere af Munch-Petersens manuskripter, blandt andet et internationalt projekt om en kvindelig forfatter, som bliver kidnappet af en eneboer, der efter planen skal spilles af Connie Nielsen og Viggo Mortensen.
»Det er et møde mellem ’Misery’ og Almodóvars ’Bind mig, elsk mig!’, så der er slet ikke noget action. Men jeg spurgte ham alligevel, om det kunne være noget for ham at producere. Han svarede, at det ikke var hans type film, men gav god kritik på historien. Jeg havde læst, at han selv syntes, han havde fået nok af at lave actionfilm, så jeg spurgte, om det ikke kunne være en mulighed for at dreje karrieren i en ny retning. Og så skrev han bare: ’Du skal aldrig nogensinde stole på citater fra internettet!’ Det skulle jeg vist ikke blande mig i«.
Hvad tiltalte Michael Bay ved ’Ambulance’-historien, tror du?
»Dels var de interesseret i konceptet med få skuespillere på én location i realtid – lidt ligesom med genindspilningen af ’Den skyldige’. Konceptuelt mindede filmen dem om ’Speed’ og Hitchcocks ’Rope’. Men det kan selvfølgelig ikke stå alene, så man skal altid have en genial historie ved siden. Og her var de fascinerede af det nærmest bibelske drama med to brødre – Kain og Abel – der skal vælge moralsk ståsted«.
Hvad har de gjort anderledes i den nye film?
»De har fastholdt hovedkonceptet med ambulancen som historiens omdrejningspunkt, men de har også gjort det hele meget, meget større. De klipper blandt andet ud fra ambulancen, hvilket ellers var mit dogme, at man aldrig måtte gøre, da jeg selv lavede filmen. Det er måske for at undgå, at filmen bliver alt for klaustrofobisk«.
»Der er selvfølgelig også større politijagter og den slags, hvilket manglede i min original. Og så har de ændret det, så brødrene er adoptivbørn med hver sin etnicitet, sikkert for at tilpasse det forskellige målgrupper. De stjæler ikke pengene for at finansiere deres mors hospitalsbehandling, men i stedet for at redde den enes kone«.
»Grunden til, at jeg havde valgt moren, var, at det betød noget for begge brødre og åbnede op for en forståelse af deres forhold og morens forskelsbehandling af dem. Men de har sikkert gjort det, fordi det ville være bedre med en ung kvinde end en gammel mor. På den måde er filmen blevet mere mainstreamificeret, selvom det dybest set stadig er den samme historie«.
Hvad betyder det for dig som instruktør, at ’Ambulancen’ nu får et amerikansk remake?
»Jeg er glad for, at remaket på en måde understreger min vision om det stramme koncept og den bibelske historie i det lille rum. Da min film udkom, fyldte det meget, at det var en lowbudget-stuntfilm, som ikke helt leverede den produktionsværdi, folk forventede af en actionfilm. Nu får fortællingen en revival og får lov at vise, hvad den kan på et passende budget. Filmens rejse er lidt en ’Den grimme ælling’-historie«.
»Jeg tror, mange har haft svært ved at definere mig som instruktør, fordi jeg har lavet en ny genre hver gang. Mange troede, jeg var til action, men i virkeligheden er jeg meget mere til kammerspil. Det kunne være fedt, hvis producenterne så, at mine ideer kan bære et stort budget. Det tegner det heldigvis også til nu«.
’Ambulance’ får biografpremiere 24. marts verden over. Laurits Munch-Petersen er i gang med spillefilmen ’Kurt’ om byggeentreprenøren Kurt Thorsens liv, der blandt andet tæller PFA-skandalen og mordforsøget under det efterfølgende fængselsophold. Han arbejder desuden på udviklingen af tv-serien ’Crasher’ baseret på ’Forførerens dagbog’ af Søren Kierkegaard. Serien udkommer til næste år.