Damon Albarns koncert i K.B. Hallen havde muligvis været (endnu) bedre, hvis han ikke havde sunget
For tiden er vi mange gæve festivalgængere, der besidder billetter købt i 2019 eller 2020 – men som festivaler er blevet aflyst og udskudt grundet Covid-19, og lineups er blevet ændret fra år til år, sidder vi tilbage med billetter til et helt andet arrangement, end vi oprindeligt havde betalt for.
Det er derfor lidt poetisk, at Damon Albarns koncert i K.B. Hallen onsdag aften blev præsenteret af Roskilde Festival.
For da koncerten blev annonceret tilbage i 2020, blev Albarn-albummet ‘The Nearer the Fountain, More Pure the Stream Flows’, som skulle være koncertens omdrejningspunkt, præsenteret som et fortrinsvist instrumentalt orkesterværk, der hyldede den islandske natur gennem blandt andet den klassiske musiks virkemidler.
Corona satte en stopper for orkesterplanerne, og siden er ‘The Nearer the Fountain, More Pure the Stream Flows’ blevet til et album, der – så ikke-kommercielt som det er – altså bare er et artpop-album, hvor Albarns melankolske vokal pryder de fleste tracks. Alligevel foregik koncerten med siddende publikum hele vejen igennem, ligesom planen var, da værket var tiltænkt at være instrumentalt.
Der er en nysgerrig sjæl i mig, der gerne havde set den fortrinsvis instrumentale udgave af showet. For Albarns afdæmpede, moody vokal var virkelig ikke en showstopper på noget tidspunkt i løbet af aftenen, hvor han sad ved sit flygel næsten hele vejen igennem.
Til gengæld viste han sig som en rigtig ekspressiv pianist. Han besad en gennemtrængende ømhed i fingrene under Blur-nummeret ‘Strange News from Another Star’, han spillede kækt på tangenterne over for saxofonen på ‘The Tower of Montevideo’, og det sitrede overalt i salen, som han hamrede løs under et kakofonisk, let krautrocket groove på ‘Combustion’ – et nummer, der på albummet er instrumentalt, men som her blev kombineret med vokalen fra nummeret ‘Huldufólk’.
Resten af instrumentationen var ikke noget at kimse ad heller. Med sig havde han strygerkvartetten Demon Strings, der både kunne sætte stilfærdig ambient stemning på ‘Particles’, men som også kunne være dybt insisterende på ‘Royal Morning Blue’.
Keyboardist Mike Smith bidrog også til teksturerne, men han var især mindeværdig, når han hev fat i saxofonen – eksempelvis da han kanaliserede saxofon-virtuosen Colin Stetson under den buldrende intro til ‘Combustion’, hvor Damon gav ham godt modspil ved teatralsk at blæse i, hvad jeg antager må have været en virkelig lang lur.
Tilsæt bassist Seye Adelekan, der også bidrog med backingvokaler (disse desværre af svingende kvalitet), som emmede af god energi ved hyppigt at vugge i kroppen til rytmerne.
Trommeslager Seb Rochford var dog muligvis konstellationens vigtigste brik. For hvert lidt halvsøvnigt moment på albummet var Rochford i stand til at få fundamentet til at sprælle lidt mere – såsom ‘Darkness to Light’, der blev nærmest helt doowop-klingende i sit groove, eller ‘Polaris’, der halvvejs igennem helt skiftede karakter og blev lettere hiphoppet i sin trommerytme, der kunne være snuppet fra et J Dilla-beat.
Når det hele spiller så meget, gjorde det ikke så meget, at guitarist Simon Tong ikke var videre flashy; han sad og gjorde sit job fint uden at gøre noget større væsen af sig. Men det gjorde derimod noget, at bandet konstant skulle sætte vokalmelodierne – sangenes svageste led – i fokus.
Da vi nåede ekstranummeret ‘The Bollocked Man’, føltes det nærmest som syvende gang, Albarn havde lydt lige øm og drømmende i det samme sløje tempo – publikum klappede i takt til starten af sangen, og det lød yderst gumpetungt.
Vi befandt os ikke videre langt fra det territorium, da vi afsluttede med den ellers glimrende Blur-ballade ‘Strange News from Another Star’, der dog blev reddet på målstregen af, at Seb Rochford lod fundamentet falde noget så smukt fra hinanden i outroen.
Der var så meget, der spillede godt. Men ret beset er det jo udklædningen, jeg roser her. Kernen – sangskrivningen – var stadig lige så svær at komme tæt på, som den er i albumformat. Så jeg er helt fristet til at sige, at værket nok kunstnerisk havde været bedre tjent med, hvis Albarn aldrig havde skrevet vokaler ind.
Kort sagt:
Damon Albarn havde medbragt et afsindigt velspillende band i K.B. Hallen. Samtlige numre fra hans seneste album fik nyt liv, og der var nærmest altid en ny spændende musikalsk tekstur at udforske – når der altså ikke var en døsig vokal, der insisterede på at være i fokus.