Damon Albarn springer ud som naturens stolte søn på ikke-kommercielt, men dybtfølt soloudspil
Damon Albarn har ejet et hus i Reykjavik siden slutningen af 90’erne, hvor Blur indspillede dele af det artrockede eksperiment ’13’ under et ophold på sagaøen. I 2021 blev hans særlige forbindelse til Island formaliseret, da han opnåede islandsk statsborgerskab.
Om dette valg har karakter af en form for Brexit-protest, skal jeg ikke gøre mig klog på, selv om The Good, The Bad & The Queen-albummet ’Merrie Land’ fra 2018 sagtens kan høres som en syrlig kritik af et England, der er viklet ubehjælpsomt ind i nostalgiens tentakler.
Det er dog nok ligeså meget et tilvalg af Island som et sted og en stemning, der gennem årene har forlenet den evigt nysgerrige Blur- og Gorillaz-mastermind med både den nødvendige hvilepuls og som en portal ind til noget mytisk og storladent, som han har kunnet kanalisere ind i sine rastløse musikalske eksplorationer, der sjældent lader sig begrænse af hverken geografiske eller genremæssige demarkationslinjer.
På sit andet egentlige soloalbum byder Albarn på en art hyldest til islandsk natur – eller sådan var tegningen til albummet i hvert fald, inden pandemien lagde den oprindelige idé om at skabe et orkesterbåret og i lange stræk instrumentalt værk om vulkanøens natur død.
I stedet gik Albarn i gang med at indspille sangstumper selv, og selv om lyrikken fortsat peger i retning af et værk grundet i naturoplevelse og -kontemplation, så er der andre ting på spil på albummet med den anakronistiske titel ’The Nearer the Fountain, More Pure the Stream Flows’, en linje fra et digt af den romantiske poet John Clare.
Hele albummet emmer dog ikke af lava, granit og varme kilder: ’The Tower of Montevideo’ – inklusive sangens latin-inspirerede klaverlinjer – har af indlysende grunde ikke så meget med islandsk natur at gøre. Albarn kanaliserer desuden Gorillaz-beslægtede vibes på numre som ’Royal Morning Blue’ og – især – på albummets eneste bud på et radioegnet hit, ’Polaris’.
Titelnummeret låner strofer fra et af Clares digte, ’Love and Memory’, som Albarn har fået en smuk elegi for sin mangeårige samarbejdspartner, trommeslageren Tony Allen, der døde sidste år, ud af.
Der er også en sang som ’The Cormorant’, som selv efter ti afspilninger er svær at nynne med på. Hver gang man tror, man har regnet en melodilinje ud, undslipper sangen lytterens forsøg på at fastholde den. Albarns fraseringer lægger sig her tæt op ad David Bowies forsøg på sent i karrieren at gestalte Scott Walker. I det hele taget er det et fællestræk ved albummet, at der arbejdes med dissonante, artrock-jazzede blæserpartier, der blandt andet også spillede en prominent rolle på Bowies svanesang, ’Blackstar’.
Det er et lidt specielt musikalsk valg, at Albarn lader de jazzede og orkestrale elementer i musikken understøtte af en konsekvent brug af trommemaskiner, der giver sangene puls, men som også støder (lidt for) kraftigt op imod den atmosfære, der ellers kendetegner den organisk-orkestrale grundform, albummet er støbt i.
I det hele taget er ’The Nearer the Fountain…’ et værk, der synes en kende i konflikt med sig selv.
Albummet er både betagende og sært distanceret. Det er et album, som vækker til nysgerrighed, men det er også et værk, som det er svært at få helt ind under huden.
’The Nearer the Fountain…’ er med andre ord ikke en ukvalificeret triumf, men det er definitivt et album, man trygt kan bevæge sig ind i, hvis man sætter pris på Albarn som utrættelig musikalsk vandringsmand, der altid har øjet rettet mod nye horisonter, snarere end som hitsøgende popalkymist.
Kort sagt:
’The Nearer the Fountain…’ er et værk om naturoplevelse og -kontemplation, der synes en kende i konflikt med sig selv, som når sofistikerede orkesterarrangementer støder sammen med billige trommemaskiner. Det er et album, som vækker til nysgerrighed, men det er også et værk, som det er svært at få helt ind under huden.