Damon Albarns supergruppe tager temperaturen på England anno 2018
Damon Albarn er selv ude om det. Der var ingen, der tvang ham til at kalde ’Merrie Land’, det første udspil med hans veteran-supergruppe siden debuten i 2007, for en fortsættelse til ’Parklife’, Blurs evigt grønne Britpop-basker fra 1994. Bevares, ’Merrie Land’ er ligesom sin fjerne forgænger et kærligt-ramsaltet state-of-the-union, et Englandsportræt. ’Merrie Land’ er et forsøg på at tage temperaturen på England anno 2018, ikke mindst i lyset af Brexit, som Albarn ikke har lagt det mindste skjul på, at han er en arg modstander af.
I den forbindelse har Albarn angiveligt opsøgt provinsen nordpå og vestpå – for ikke at lade sin kosmopolit-optik spærre for indsigt i den stemning af mistrøstighed, der førte til den anti-elitære EU-modstand ved folkeafstemningen i 2016. Poetisk opsummeret på titelsangen: »Are we green, are we pleasant? / we are not either of those, Father / we are a shaking wreck where nothing grows / lost in the sky-coloured oils of Merrie Land«.
Når det er risikabelt at sammenligne ’Merrie Land’ med ’Parklife’ skyldes det ikke så meget, at Blurs kommercielle og branchemæssige zenit ligger næsten 25 år tilbage i tiden, men mere at der er tale om to meget forskellige udspil med en vidt forskellig måde at kommunikere på. Hvor ’Parklife’ præsenterede lytteren for en vitaminindsprøjtning af kåd, Smiths-inspireret (indie)rock, synthpop og brede (tenderende til øl-dunstende) syng-med-omkvæd, er ’Merrie Land’ en anderledes indadvendt, murrende, knarvorn og inderligt melankolsk oplevelse. Faktisk er det svært at genkende et eneste sangbart parti på tværs af albummets 11 sange ved de første fire-fem aflytninger. Ofte virker det som om Albarns vokalmelodier er spontane, lettere søvnige indfald snarere end fuldt flyvefærdige melodier, man kan nynne med på.
Man bemærker dog hurtigt, at lyrikken er mere kompleks og gennemarbejdet end den noget tilfældige snakke-syngende aflevering lader ane. Albarn synes umiddelbart at have brugt væsentlig længere tid på ordene end på melodisk sangbarhed. Han lader bandets The Specials-inspirerede blanding af folk og dub styre vokalens kadencer mere, end han selv tager fat om den melodiske styrepind i kraft af sin vokal.
Albarn har befundet sig i lidt af en kreativ overstyring på det seneste. Tidligere i år udkom Gorillaz-albummet ’The Now Now’ til en dæmpet modtagelse – kun et år efter det lange (og identitetsforvirrede) ’Humanz’ havde søsat tegneserieprojektet på ny. Manglen på melodisk tænding på tværs af de tre nævnte udspil fra Albarns hånd kan måske til dels forklares med denne mindre stramt styrede fase af en karriere, der ellers forud havde været kendetegnet af en besindig vekslen mellem Albarns forskellige projekter, således at man som fan af enten Blur eller Gorillaz nok blev holdt på pinebænken, men som fan af renæssancemennesket Albarn altid havde noget (for eksempel en kinesisk-inspireret musical!) at glæde sig til.
Man kan til tider savne, at det dubbede bliver udfoldet mere konsekvent. Hvad skal vi med middelalderlige fløjte-triller eller søsyge, lirekasseskramlede orgeltoner andet end at nikke indforstået over den engelske pudseløjerlighed? Afrobeat-legenden Tony Allen virker til tider indespærret i denne ramme. Albarn ser sikkert Allens rolle som musikkens repræsentant for det udsyn mod en større verden, som Albarn gerne ser sit fædreland omfavne og turde lære noget af, men Allens output forbliver mestendels tilløb snarere end retningsvisende anslag.
Det glædelige ved ’Merrie Land’ er, at det, på trods af manglen på umiddelbarhed, vokser og folder sig ud i takt med, at man som lytter investerer noget i det. Der er små åbenbaringer klemt inde mellem den fortættede atmosfære af et regntungt England, Albarn hiver frem til beskuelse.
Sangene begynder at sætte sig spor i underbevidstheden, og dermed forvandles en indledende skepsis til en indforståethed med karakteren af de musikalske valg, Albarn har truffet i samklang med sine håndgangne mænd. ’Ribbons’ er en underspillet folkballade med luft til at ånde, og den afsluttende ’The Poison Tree’ er en smuk måde at klinge ud på – angerfuld, men ikke uden en fortrøstning, der ligger på lur i melodiens klassisk svungne strunkhed, der går ømt i spænd med Albarns sart-sprukne stemmepragt.
Tiltag, der indledningsvist stritter – det lidt for mondæne strygerparti på ’Merrie Land’, der synes at kvæle Tony Allens perkussion, koret og de lovligt kulørte fløjte-triller på ’Lady Boston’, klokkespils-instrumenteringen på ’The Poison Tree’, den ’A Day in the Life’-efterabende outro på ’Gun to the Head’ – falder på plads og finder hvile i et organisk hele. Musikken på ’Merrie Land’ forvandler sig fra det døsige, henkastede og tilfældige til noget dybere, mere intuitivt, for ikke at sige visionært skuende. Som et fodaftryk i mudderet fra en mystisk fremmed.
Kort sagt:
’Merrie Land’ er langt fra Damon Albarns mest melodisk opvakte udspil, men på trods af manglen på umiddelbarhed, vokser og folder albummet sig ud i takt med, at man som lytter investerer noget i det. Der er små åbenbaringer klemt inde mellem den fortættede atmosfære af et regntungt England, Albarn hiver frem til beskuelse.