Det bliver den Emmy-vindende svenske instruktør Johan Renck der skal svinge taktstokken over de første to afsnit af den kommende ‘Dune’-spinoff-serie, ‘The Sisterhood’ på HBO Max.
Det skriver Variety, og dermed afløser Renck instruktøren af sidste års ‘Dune’-film, Denis Villeneuve. Villeneuve skal i stedet fokusere kræfterne på ‘Dune: Part II’, der begynder optagelserne til sommer.
Tilbage i 2019 vandt Renck to Emmy-statuetter for sit arbejde på HBO’s suveræne miniserie ‘Chernobyl’, og han har ligeledes instrueret flere afsnit af både ‘Breaking Bad’ og ‘The Walking Dead’.
‘The Sisterhood’ kommer til at foregå 10.000 år før begivenhederne i ‘Dune’, og følger ordenen Harkonnen-søstrene i deres kamp mod onde kræfter. Selvsamme søstre grundlægger sekten Bene Gresserit, der influerer events på tværs af hele galaksen, og som også spillede en vigtig rolle i ‘Dune’.
Heri var Messias-figuren Paul Atreides’ (Timothée Chalamet) mor (Rebecca Ferguson) en del af Bene Gresserit.
HBO Max har endnu ikke fastsat en premieredato på ‘The Sisterhood’. Diane Ademu-John, som producerede gyserserien ‘The Haunting of Bly Manor’, skal fungere som showrunner sammen med Scott Z. Burns (manuskriptforfatteren bag ‘Contagion’).