’Everything Everywhere All at Once’: Univers 4, hvor anmelderen omsider fortæller, om han følte den

(Kom du skævt ind direkte i dette univers? Så start her i stedet)

Hmm, det var det spørgsmål, jeg prøvede at fortrænge i de andre universer, men trykket på maven skal jeg være fuldkommen ærlig:

I store dele af den to en halv time lange film følte jeg den ikke 100 procent. Havde ikke lært helt nok om hovedperson Evelyns forhold til sin mand, datter og far til, at det skabte følelsesmæssig resonans, da universspringene først blev trukket ned på jorden. Var lidt for udmattet af stormbølgen af galsindige ideer til, at jeg blev overvundet af de sentimentale passager, hvor der indimellem går kinesisk lykkekage i den.

Det er en film om at drømme sig væk til alle de liv, der også kunne have været, hvis man var gået til højre i stedet for venstre, om at erkende, at bitterheden kan stå i vejen for at indse det smukke i det liv, man har skabt, og de mennesker, man har omkring sig, om at der ikke er en større mening med bagels og alfaverser eller i det hele taget noget bag matrixen, der er kun det nu og her. Choose life.

Faktisk meget smukt.

Og mange vil nok føle det endnu mere end mig.

Andre vil hade det.

Men hvad siger du så, skal man se den? Og jeg flækker dine knæskaller, hvis du tager os til et nyt univers, før vi får svaret.

Is på. Men ja, for fanden, se den, bliv underholdt, udfordret, irriteret, stimuleret. Det er nemlig et lille mirakel at leve i et univers, hvor en film som ’Everything Everywhere all At Once’ eksisterer.