Fuck af, Marvel, her er et multiverse-eksperiment, der går i sanserne og i blodet, som kanylesprøjter dig med et serum af sandhed og fantasi, kampsport, onde kræfter, hemmelige spioner og opkast af konfetti. Hvor, Marvel, er jeres parallelunivers med
MENNESKER, DER HAR LANGE SLASKEDE PØLSEFINGRE, SOM DINGLER LYSTIGT, NÅR DE KRAMMER OG SKÆNDES OG ELSKER
EN SUPERSKURK, DER TRUER UNIVERSET MED EN KÆMPEBAGEL, SOM HUN HAR PUTTET ALT I VERDEN OVENPÅ, OGSÅ SINE DRØMME OG HÅB
EN LIVEACTION-UDGAVE AF RATATOILLE, HVOR EN KOK HAR EN VASKEBJØRN GEMT UNDER KOKKEHUEN, OG VASKEBJØRNEN HEDDER RACATOONIE
TO STEN I ØRKENEN, DER IMMOBILT (for sådan er sten) HAR DYBE VRANGVILLIGE SAMTALER AF DEN SLAGS, DER ALDRIG ER TID TIL, NÅR MENNESKER IKKE ER STEN
HVOR MAN SPRINGER MELLEM UNIVERSERNE VED AT SPISE LÆBESTIFT, BYTTE OM PÅ SINE SKO, PUTTE EN POKAL OP I MÅSEN ELLER LAVE FIRE PAPER CUTS PÅ SIG SELV, SELVOM DET NÆRMEST ER UMULIGT AT LAVE PAPER CUTS MED VILJE, FORDI PAPER CUTS ALTID ER NOGET, DER SKER VED ET TILFÆLDE
HVOR EN KNASTØR REVISOR OGSÅ KAN VÆRE BAD ASS BITCH OG ROMANTIC INTEREST
HVOR ALT FOREGÅR PÅ ET VASKERI OG ET SKATTEKONTOR OG SÅ ALLIGEVEL I HELE KOSMOS
HVOR SUPERSKURKEN HEDDER JOBU TUPAKI
HVOR EN…. Okay, nok versaler, Yayah Hassan, kan vi komme til et univers, der trækker det hele lidt ned på jorden, det lyder vildt nok, men giver det mening?
Fair spørgsmål, det må vi over til det Det Intellektuelle Filmanmelderunivers for at finde svar på.