’Everything Everywhere All at Once’ er et hyperbolsk møde mellem Charlie Kaufmans og Wachowski-søstrene, den citerer alt fra Matrix til Wong Kar-wai og ’Tiger på spring, drage i skjul’ med visuel panache, energi og ublu frækhed.
Det er en visionær film, en ’Being John Malkovich’ for sin tid, og det er et under, at den overhovedet er kommet til verden i et Hollywood, hvor eksperimenter normalt henvises til indiefilm for en skilling, og mainstream er lige med veletablerede franchises. Med skiftevis skramlet og overstiliseret æstetik tager The Daniels’ pis på det hele, blander mumbo-jumbo-Matrix-mytologi om den udvalgte med velorkestreret martial arts – og punkterer det hele, når politiets knipler forvandles til kæmpedildoer i kampens hede.
Det er postmoderne, pubertær og poetisk popart, der alene med sin titel fortæller, hvilken totaloplevelse i tusind retninger der venter.
Og så forankret i et progressivt perspektiv fra en gruppe, der nærmest aldrig ses på skærmen: en ældre immigrantkvinde – Michelle Yeoh i sin bedste rolle i årtier – der reflekterer over, om hendes liv i USA overhovedet var bedre end den skæbne, hun forlod i Kina. Tilmed med en lesbisk datter, hvis seksualitet moren gør sit bedste for at holde skjult for den ældste generation.
Som i ’Swiss Army Man’ er der bund under de absurde påfund: en immigrant- og familiehistorie fortalt på … oooog stop stop stop, kan vi tage til et univers, hvor du slår hjernen lidt fra og bare fortæller, om du følte den, eller om du ikke følte den?
Ok, så, let’s go.