May el-Toukhy blev øjeblikkeligt én af Danmarks mest fremtrædende filmskabere med ‘Dronningen’, der var en sjælden kombination af grænsesøgende fortælling og stor publikumsappel.
Og det er derfor ingen overraskelse, at udlandet også har fået øje for instruktøren, som er blevet hvervet af en af tidens allerstørste tv-serier: ‘The Crown’.
El-Toukhy bekræfter over for Soundvenue, at hun instruerer to afsnit af Netflix-serien, der i den kommende sæson 5 er nået op til 90’erne, selvfølgelig især med fokus på Princess Diana. Fortællingen om det britiske monarki slutter med sæson 6.
May el-Toukhy har også flere danske, historiske projekter på bedding. Hun arbejder på en miniserie om Tove Ditlevsen sammen med Maren-Louise Käehne, med hvem hun også skrev ‘Dronningen’.
Og så arbejder hun på en film om Karen Blixens liv i Kenya, ‘Løvinden’, som hun skriver med Jakob Weis.
Men nu gælder det altså først ‘The Crown’. Sæson 5 får premiere til november.