I går rapporterede vi, at Johnny Depp havde oprettet en profil på TikTok, og uden at lægge en eneste video op havde han samlet tre millioner følgere og et verificeret flueben. Nu har han lagt sin første video op, hvor han takker sine fans for den støtte, de har givet ham.
Det er kun en uge siden, Depp vandt den voldsomt omdiskuterede retssag mod ekskonen Amber Heard, hvor fans af ham især støttede op på TikTok, med fanvideoer og reaktioner på den livestreamede retssag.
I videoen ser vi Johnny Depp vinke til sine fans uden for Fairfax County House, hvor retssagen fandt sted, sammen med optagelser fra Jeff Beck-koncerten som Depp spillede guitar til, mens juryen voterede.
Selve takken formulerer Depp i beskrivelsen: »Til alle mine mest elskede, loyale og urokkelige fans. Vi har været overalt sammen, vi har set alt sammen. Vi har rejst af den samme vej sammen. Vi gjorde den rigtige ting sammen, alt sammen fordi I bekymrede jer. Og nu vil vi bevæge os fremad sammen. I er, som altid, mine arbejdsgivere og endnu en gang har jeg ingen måde at sige tak til, ud over bare at sige tak. Så tak. Min kærlighed og respekt, JD«.
I videoen ser vi også Depp skrive på sin skrivemaskine. Det kan være her, han formulerer den udtalelse, han på dagen for dommen udsendte på Instagram, hvor han beskriver hvorfor han lagde sag an mod Heard, og takker dommeren, juryen og sit hold af advokater.
Det er sandsynligvis ikke det sidste, vi hører om sagen, da Amber Heards advokat 3. juni sagde, at de ville anke sagen på grund af den dæmonisering, hun oplevede på sociale medier. For nu er sagen dog afsluttet, og de vigtigste konklusioner kan læses i vores kommentar om sagen her.