Jeg har diskuteret med mig selv, om jeg skulle skrive denne artikel med en spoiler-alert, rettet mod andre ’Barry’-fans, så vi kunne endevende den heftige slutning på sæson 3 – eller om jeg skulle holde afsløringerne tilbage og prøve at få de uindviede med.
Jeg skal være ærlig og sige, at jeg har mest lyst til det første. For HVAD SKAL DER SKE NU, hvilken skæbne venter traumatiseret krigsveteran turned lejemorder turned skuespillerspire Barry Berkman, mere og mere moralsk korrumperet kæreste Sally Reed, narcissistisk-følsom skuespilmentor Gene Cousineau, homoseksuel tjetjensk yndlingsgangster NoHo Hank?
Tog twistet i de sidste sekunder også fusen på jer? Og kom de dér uhyggelige brøl virkelig fra en … løve?
Men eftersom Bill Hader og Alec Bergs komediedrama ikke engang ligger på top 30 over de mest populære titler på HBO Max i Danmark ifølge streamingtjenesten selv, må jeg antage, at der ikke er særligt mange, der fatter et hak af, hvad jeg snakker om. Heller ikke selvom ’Barry’ er en af tidens mest anmelderroste serier, som vi her hos Soundvenue har hypet igen og igen.
Hvorfor er ’Jumanji: Welcome to the Jungle’, ’Aquaman’ og ’The Spanish Princess’ i top 30 og ikke ’Barry’? Sker der for det?
Så jeg må bide i det sure æble og holde teksten sobert spoiler-fri. Hvilket unægtelig gør det svært at skrive om en sæson 3, men som den folkets tjener jeg er, gør jeg – fornærmet! bitter! – forsøget.
’Barry’ startede som en fin ukurrant dramedy om lejemorderen Barry, der forvildede sig ind i en teatertrup, hvor skuespillet og øvelserne med de andre elever åbnede en ny følsom side af livet for ham. Som skabernes selvtillid voksede, imponerede især sæson 2 med forbløffende afsnit som det nyklassiske ’Ronny/Lilly’-afsnit, der tog action i en komedieserie til et helt nyt niveau, og hvis fortrin jeg tidligere har besunget.
Det har givet blod på tanden, for også i sæson 3 er der sekvenser, hvor man for et øjeblik tror, man befinder sig i en actionfilm af Michael Mann og ikke en dramedy af en tidligere ’Saturday Night Live’-stjerne. En rå og sindssygt intens motorcykeljagt er en mindeværdig seriescene af den slags, der giver ’Barry’ blockbusterpotentiale.
Serien har altid balanceret mellem karikatur og et oprigtigt psykologisk mørke, som den mirakuløst har balanceret i en original toneart, som jeg ikke kan huske nogen anden serie har mestret. Dens møde mellem rå vold og teaternørderi, satire og oprigtig sorg, burde ikke fungere – men det gør den.
Soundvenues anmelder Lau Lehrmann diskuterede i sin anmeldelse af den netop afsluttede sæson 3, om den dramatiske alvor efterhånden har overtaget for meget fra glimtene af lys og liv, men personligt finder jeg det blot velgørende nervepirrende, at alt er sat på spil og på spidsen nu.
Jeg har hyppigt sammenlignet ’Barry’ med ’Breaking Bad’, og jeg spiller gerne pladen igen, for de deler evnen til at opbygge udsøgt suspense, hvor man oprigtigt sidder med de moralsk tvetydige karakterers liv i hænderne. Tilsat en god dosis dybt grotesk komik, kanaliseret både gennem Barrys fundamentale psykopati og elskelige figurer som NoHo Hank, hvis kærlighedsforhold til en konkurrerende, boliviansk gangster er noget af det ømmeste på tv længe.
Man kan diskutere, om det er for forudsigeligt, at ’Barry’ søger længere og længere ned i mørket. Men med en samvittighedsløs lejemorder i centrum er det også nødvendigt at indse realiteterne, og Bill Hader og Alec Berg har en evne til at forløse rejsen mod mørket med så mange twists and turns i hver enkelt scene og afsnit, at det aldrig føles som slidte troper. Og jeg griner altså stadig højt flere gange per episode.
De indvendinger, jeg har mod sæson 3, kan jeg ikke frembringe her, for I har jo ikke set den! Og det er også meget sjovere at fokusere på fortællelysten og fantasien og ikke mindst den stigende lyst til at eksperimentere visuelt, som alt for mange serier stadig mangler.
Lad jer ikke skræmme af det mærkværdige miks af teater og thriller, der er noget for elskere af begge dele.
Så kom nu, venner, se med inden sæson 4 lander. Så tales vi ved til den tid.
’Barry’ kan ses på HBO Max.