Det går ikke synderligt godt for ‘Diablo Immortal’ efter seriens katastrofale lancering af mobilspillet i starten af juni.
Efter at have skrabet den ene dårlige anmeldelse efter den anden til sig, heriblandt én enkelt stjerne hos Soundvenue, bliver spillet nu endnu mere forsinket i Kina, end det allerede er.
Her skulle det være udkommet den 23. juni, men i sidste øjeblik blev det udskudt grundet uforudsete problemer, som udviklerne skulle fikse akut, og nu er udgivelsen så helt aflyst – i hvert fald indtil videre.
Det sker, efter spillets profil på det kinesiske sociale medie Weibo skrev en opdatering med teksten: »Skal bjørnen ikke snart gå af?«, ifølge det officielle forum på Reddit.
Med bjørnen henvises der til Xi Jinping, folkerepublikken Kinas øverste leder, som ofte hånligt kaldes Peter Plys. Sammenligningen startede tilbage i 2013, og det populære meme er siden da blevet et ømt punkt for præsidenten.
Således er Peter Plys nu bandlyst i Kina, og det samme gælder muligvis ‘Diablo Immortal’, der er i værste fald kan blive gjort forbudt i landet, hvis den viser sig at være mere end blot en and, som nogle kritiske røster hævder.
Ifølge en profil, der har analyseret og oversat opdateringen på Weibo, er den skrevet af en bruger i USA, hvilket indikeres af et bestemt symbol i opslaget.
Det vides derfor ikke, om det var en bevidst hensigt fra spillets marketingafdeling, der ville skyde med skarpt efter Xi Jinping, eller om det var en ansat, som blot havde glemt at skifte sin konto.
Peter Plys-joken kan dog få langt mere omfattende konsekvenser end blot for udgivelsen af ‘Diablo Immortal’.
Det kinesiske styre er notorisk kendt for ikke at tolerere kritik af deres leder, og straffen kan derfor ramme NetEase, der distribuerer spil som ‘Overwatch 2’ og ‘Diablo 4’ for Blizzard i Kina.
Hvis distributøren straffes, forlyder det, at de risikerer at miste deres licens, der er påkrævet i Kina, til at udgive spil i op til tre år.